Gå til hoved-indhold
Sejlklubber

Appel fra Gråsten Sejlklub: Ophæv eksklusionen

Gråsten Sejlklub appellerer nu til de danske sejlklubber, om ikke at godkende klubbens eksklusion af DS , der trådte i kraft i marts 2015.

Af katrine bertelsen |

I et brev til samtlige klubformænd i sejlklubber landet over, opfordrer Gråsten Sejlklub klubberne til ikke at godkende en eksklusion af klubben på den kommende generalforsamling d. 9. april.

Utilpasset medlem

Sagen startede i 2012, hvor Gråsten Sejlklub ekskluderede et medlem, ”der gennem en lang periode havde opført sig utilpasset i klubben. Dette udvist i bl.a. druk, trusler, ævl, kævl og konstant støj og ballade.” Som klubben skriver i brevet til formændene i sejlklubberne.

Det ekskluderede medlem ankede sagen til Dansk Sejlunions Ordensudvalg og fik medhold. I begyndelsen af 2014 blev Ordensudvalgets kendelse stadfæstet af DIF  – idrættens Højeste Appelinstans. Dermed blev Gråsten Sejlklub pålagt at genoptage medlemmet.

Gråsten Sejlklub ønskede imidlertid ikke at genoptage medlemmet, og derfor blev klubben suspenderet som medlem af Dansk Sejlunion fra d. 19. marts 2015.

Selvbestemmelse i klubberne

Nu søger Gråsten Sejlklub støtte og medhold hos Dansk Sejlunions medlemmer, da de mener at alle regler og procedurer vedr. eksklusion af medlemmet er fulgt,  og retten til at bestemme, hvem der skal være medlem, eller ikke medlem i sejlklubben alene skal afgøres af sejlklubbens generalforsamling, hvis procedurerne for en eksklusion er fulgt korrekt.

”Alle sejlklubber i Danmark er på en eller anden måde bekendt med denne medlemstype, og vil på et eller andet tidspunkt blive udsat for at skulle drage handling overfor en sådan.” Skriver Gråsten Sejlklub i brevet til klubformændene

I brevet spørger Gråsten Sejlklub også:

”Hvorfor støtter Dansk Sejlunion ikke op om det behov for egenbestemmelse, vi har ude i klubberne i sådanne sager?”

”Hvorfor manipulerer Dansk Sejlunion med grundlag og beslutninger, der skal medvirke til, at vi selv kan få lov til at bestemme det basale ude i vores klubber, når de overordnede rammer i øvrigt er i orden og fulgt til punktlighed?”

Forslag til vedtægtsændring

På generalforsamlingen vil Gråsten Sejklub bl.a. fremlægge forslag til vedtægtsændring af §15 Ordensudvalget.

”I sager om usømmelig medlemsadfærd, hvor medlemseksklusion er vedtaget af den enkelte klubs generalforsamling, kan ordensudvalget kun tage stilling til, om proces- og procedureregler i henhold til vedtægter er fulgt i den enkelte klagesag.”

Nu er det op til generalforsamlingen i Dansk Sejlunion at tage stilling til eksklusionen af Gråsten Sejlklub. Dansk Sejlunion afholder ordinær generalforsamling lørdag den 9. april 2016 i Svendborg.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader