Mira til København med 704 flasker guld-rom
Når træskonnerten Mira lørdag rammer København, er det med lastrummet fyldt med dansk rom. Rom, som netop har vundet guldmedalje ved verdens største romfestival.
Af Sara Sulkjær |
Træskonnerten Mira indeholder hele 704 flasker rom, som netop har taget førstepladsen ved verdens største romfestival. En festival, som regnes for det uofficielle verdensmesterskab i spiritussen rom.
Rommen har de seneste to år været lagret på egetræstønder på skibet, hvorefter det har sejlet 1.400 sømil eller knap 2.600 km rundt i de danske farvande, mens rommen er modnet og har taget smag fra egetræstønderne og det danske klima.
Meget koncentreret rom
- Vi lagde 400 liter rom ombord, men her to år senere er der nu kun 350 liter tilbage, fordi resten er fordampet. Resultatet er imidlertid en helt utrolig koncentreret rom, siger Anders Skotlander, direktør i Skotlander Rum.
Da europæerne for to hundrede år siden fragtede rom fra Caribien til Europa, foregik det også ved hjælp af egetræstønder. Når rommen var fremme, havde den fået ekstra sødme og farve fra træet.
- Vi havde en idé om, at temperaturudsving og søens bevægelser ville tilføre rommen noget helt særligt. Det har nu vist sig ikke at være grebet ud af den blå luft, fortæller Anders Skotlander.
Guldmedalje til skibsrom
To smagsprøver af skibsrommen blev sendt til Miami Rum Festival, og i april måned kunne festivalen offentliggøre, at rommen havde vundet guldmedalje i kategorien "Overproof" - altså rom hvor alkoholstyrken er over 50 %. Den danske rom besejrede overraskende 10- og 20-års rom fra Caribien, der normalt løber med priserne.
Udlandet har samtidig fået øjnene op for dansk spiritus, hvilket mærkes hos det danske romfirma.
- Udlandet elsker dansk spiritus, der har lagret i det kølige nordiske klima. De har alle sammen smagt de traditionelle tunge caribiske rom. Men nu vil de have noget mere rent, og det kan vi give dem i Danmark, siger Anders Skotlander.
Skotlanders Skibsrom kommer i 704 flasker og koster 1.500 kr. stykket. Knap 500 er allerede solgt på forhånd.
Rommen lanceres lørdag 21. maj mellem 14 og 16 ud for Copenhagen Admiral Hotel, Toldbodgade 24-28, 1253 København K, hvor man også kan smage på skibsrommen.