Gå til hoved-indhold
Hvordan vil sejlerne organiserer sig i fremtiden?, overvejer Benjamin Kristensen. Foto: ArkivfotoKort Nyt
Hvordan vil sejlerne organiserer sig i fremtiden?, overvejer Benjamin Kristensen. Foto: Arkivfoto

Elite- og tursejlere skal organisere sig på tværs

Det mener Skælskør-sejler Benjamin Kristensen. - Tursejlere har overtaget reden. Derfor skal sejlerne i fremtiden organisere sig på en mere synergiskabende måde, mener han.

Af Benjamin Kristensen |

Benjamin Kristensen, formand for duelighed.dk, overvejer i øjeblikket, hvordan sejlerne vil organisere sig i fremtiden og har sendt læserbrev til minbaad.dk:

I starten af forrige århundrede begyndte fiskere med småbåde at forlyste sig med at sejle om kap ved festlige lejligheder. Nogle af disse sejlere blev så bidt af at sejle om kap, at der blev behov for at arrangere flere og flere kapsejladser for lystsejlere.

Hvis jeg forstår den kulturelle og historiske baggrund rigtigt, er det i denne stemning, at lokale havneforeninger, sejlklubber og Dansk Sejlunion bliver stiftet, som et understøttende element til organiseringen af et stigende antal kapsejladser. Og netop kapsejladsen blev sejlerorganisationernes bærende rygrad.

Tursejlerne overtog reden

Først senere i historien kommer tursejladsen ind i billedet. Altså lystsejlere, som interesserer sig for rekreative naturoplevelser, f.eks. fisketure og kulturoplevelser ved besøg i fremmede havne. 

Tursejlerne havde ingen steder at organisere sig, og så tog klubberne og Dansk Sejlunion dem under sine vinger. Men, som det jo går med gøgeunger, overtog tursejlerne med årene hele reden, og i dag er der langt mellem kapsejladsbådene i de fleste lystbådehavne.

Hvis man i dag skulle organisere de konkurrencesportsfolk og rekreative naturelskere, der færdes i de danske skove, ville man næppe lave en uskøn forening af mountainbikere og amatørornitologer. Det giver simpelthen ikke mening, og en sådan organisation ville antageligt hurtigt drukne i negativ synergi.

DS med flere specialafdelinger?

Man kan jo sagtens blæse og have mel i munden, men det er et uskønt skue. Det er mit håb, at alle elitesportsfolk og tursejlerne i fremtiden kan organisere sig på en mere synergiskabende måde - men hvordan?

Ude i de lokale klubber har man mange steder løst udfordringen ved at dyrke kapsejlads og tursejlads i underafdelinger, men vil Dansk Sejlunion følge udviklingen og blive delt op i flere specialafdelinger? Eller vil der opstå helt nye forbund for elitesejlerne og et helt nyt forbund for tursejlerne, eller bliver Dansk Tursejlerforening og FTLF tursejlernes organisationer, eller…? 

Glade sejlerhilsner til alle :-)

Benjamin Kristensen,

Formand for duelighed.dk

4230 Skælskør

Benjamin Kristensen. Foto: Privatfoto

Motor
content-loader
content-loader
content-loader