Signes søde liv - foto-shoot på Bimini

Model og stylist gør klar til optagelse.Med Capibara tungt pakket med mad og drikkevarer til de næste par måneder forlod vi Miami sidst på eftermiddagen i en vestenvind og ankom tidligt næste morgen til øen Bimini på Bahamas. 

Vejrudsigten havde lovet os 5 m/s først på aftenen og 7-8 m/s om natten, men det blev i stedet til først ingen vind og så op mod 15 m/s.

Vi havde givet os selv god tid til de i alt små 60 sømil, men da det blæste op, måtte vi i stedet holde farten nede. Til sidst havde vi kun en lille snip af genuaen ude, men vi gik stadig 4 knob – det er ikke et problem, vi ofte har!

Desværre fik vi andre problemer end bare det. På et tidspunkt midt om natten viklede genuaen sig om vores Code 0, som vi tidligere havde haft oppe, og vi måtte ligge og vende rundt i 5-6 meter bølger for at få den viklet ud igen.

Det gik, men Henrik mistede først en kasket og senere en mere, og inden vi kom frem, var genuaen flækket i den underste kant. Men frem til Alice Town kom vi, og vi blev indklareret uden problemer, selvom øen ikke havde strøm. For en gangs skyld var det en fordel, at alle papirer udfyldes i hånden!

Samme dag, som vi var ankommet, forlod vi Alice Town for at sejle videre til en hyggelig ankerplads, hvor vi tidligere har været. Vi kom sidst på eftermiddagen og nåede at smide anker, inden solen gik ned, og morgenen efter kunne vi stå op til solskin og turkist vand.

De to andre ankrede både, havde allerede forladt os, og da vi var helt alene om dette vidunderlige sted, smed vi tøjet og sprang i vandet. Sikke en måde at starte dagen på!

Midt i morgenkaffen fik vi selskab af en håndfuld motorbåde, der viste sig at være et film-crew med modeller og stylister, der var ved at optage en reklamefilm for en australsk bådproducent.

Produktionsholdet havde tilsyneladende glemt en udenbordsmotor til deres ellers fornemme RIB og forespurgte på at låne vores. De endte med at låne både motor og vores lille røde gummibåd, som dog efterhånden er så ramponeret, at vi næsten var helt flove over, at vi ikke havde bedre udstyr til udlån!

Men om ikke andet havde vi stor fornøjelse med at lytte med over radioen, hvordan sådan noget foregår: ”Kan vi få talenterne (modellerne) ud i cockpittet?” ”Kan I se ud som om, I hygger jer? I har god tid. Sådan er livet som cruiser!” ”Kan vi få håndklæderne lagt pænt sammen?” ”Kan vi få talenterne til at svømme mod den spidse ende af båden?”

Det australske filmcrew var på ankerpladsen i to dage, hvor vores lille røde gummibåd var en væsentlig del af deres ellers omfattende setup.

På anden dagen fik vi yderligere selskab af en Lagoon 42, der kom med en helikopter flyvende få meter over vandet, og vi gættede på, at de også var ved at lave reklamefilm.  Helikopteren blev senere erstattet af en powercat også med et filmcrew om bord, så vi havde rigelig med underholdning.

Jeg nævnte dog lidt skuffende over for Henrik, at set tæt på er sådan noget langt fra så glamourøst, som man ofte tror, og at det i princippet ikke var væsentlig anderledes end en dag i danske folkeskole.

Men da tog jeg måske munden for fuld. Det er alligevel sjældent, at jeg har været på arbejde i en badedragt!

Signe

Med et revet forsejl på vej ind til Alice Town, Bimini.

Henrik overleverer den røde gummibåd.

En Lagoon og en helikopter på vej ind mod ankerpladsen.

Skuespiller og stylist.