Seascape27: Beretning fra ræs i Kroatien med 20 m/sek.
Med en trailerbåd kan sæsonen forlænges. Seascape27eren ”Vera” sejlede novembersejlads i Kroatien. Meget vind og høj fart. Gast Per Cederberg fortæller.
Af Per Cederberg, gast på Seascape27eren "Vera" |
For Seascaperne afsluttes det sidste ”Signature Eventes” med Jabuka Race midt i november. Det er en 90 sømils offshore sejlads med start ved Vodice nær Split og rundt om en lille solitærklippe midt ude i Adriaterhavet.
Sejladsen har ry for at byde på lidt af hvert vejrmæssigt - efteråret i Middelhavet kan være en omskiftelig affære mellem vindstille og kuling.
20 m/s og 4 meter bølger
Således også i år, hvor et typisk stationært lavtryk over Genoabugten havde ligget i dagene op til og sendt en let-jævn søndenvind op i Adriaterbugten. Pludselig bliver der dannet et lokalt lavtryk i den nordlige ende, som bare bliver kraftigere, mens det rykker sydpå.
Således sagde vejrmeldingen ved start fredag aften; 20 m/s skiftende fra SV til NØ i løbet af passagen på ca. to timer med signifikant bølgehøjde ved Jabuka på 4 meter. Tak for kaffe.
Heldigvis besluttede sejladsledelsen at udsætte starten 12 timer til lavtrykket var kommet forbi, og vi lå stabilt i NØ kvadranten, dvs. Bora. En til tider kraftig og kold NØ vind. Men sol og utroligt klart vejr – bare skønt sejlervejr til en frisk sejlads.
Vinden tager til
Vi startede ved daggry i en jævn vind, klart og lunt vejr. Vandet er stadig 16 grader. Solen kommer op og giver en fantastisk blå himmel, mens vinden frisker op. De første 20 sømil er slør og læns sejlads, så det er op med gennakeren og bare afsted, lige noget der passer vores rappe Seascape27.
Topfart 17,8 knob, mens vi planer derudad med det meste af feltet sejlet agterud. Bag os en stribe af sejl foran den kroatiske kyst og den blå himmel.
Efter runding af Fyrtårnet ”Blitvenica” står den på ca. 15 sømil foran for tværs, mens vinden tager til og nu blæser en kuling nedover os. Temperaturen falder også, der ligger sne på bjergene foran os.
Udfordring at holde båden kørende
Vi har taget et reb i storen, båden sejler virkelig imponerende godt, vi planer op til 10-12 knob med ca. 70-80 TWA. Utroligt hvad den lille båd kan præstere, når der kommer lidt slæk på.
Så rundes det sidste fyrtårn (ruten er blevet forkortet), og tilbage står et sejt kryds på ca. 15 sømil. Nu er det rigtig Bora-vejr. 15 m/s konstant med pust på 20 m/s. Noget af en udfordring at holde de 27 fod kørende, men det er dog forholdsvis kontrolleret med to reb i storsejlet og ét reb i fokken.
Havde vi haft to reb i fokken, var det sat. Vi har sejlet os ind på den førende båd, men kan ikke hente dem på krydsbenet og kommer i mål som 2’er ud af otte Seascape27’ere. Godt våde og kolde, men sikke en sejlads: Masser af sol, vind og saltvand sidder i ansigtet.
Muligheder med trailerbåd
Nu er det også blevet vinter i Kroatien, men vi hører om masser af gode sejldage vinteren igennem, hvor temperaturen sagtens kan ligge på 10-12 grader og med en varm sol til at hjælpe. Ø-havet kan man få for sig selv.
Mange af Seascaperne overvintrer i Kroatien og vil være klar til, at 2017 kalenderen åbnes i april med distance shorthandsejladsen ”Seascape challenge”, som er for både 18, 24 og 27 fod. Sejladsen forventes at tiltrække 30 Seascapers fra hele Europa.
Derefter måske ”La Duocento” fra Venedig bugten i starten af maj og så hjem til de nordlige breddegrader i maj måned?
Masser af muligheder med en hjule-båd :-) Tak for i år.
Sejlerhilsner
Per Cederberg
Per Cederberg
Se billeder fra sejladsen herunder. Fotos: Seascape / Andraz Mihelin