Gå til hoved-indhold
Henrik med fisk. Foto: Signe StorrTur
Henrik med fisk. Foto: Signe Storr

Signe i Nassau: Vi har fanget en Mahi Mahi

Vi var på vej mod Nassau, Bahamas hovedstad, da fiskelinen begyndte at løbe, men eftersom vi er totalt uerfarne, begyndte en hel del nye udfordringer, blogger Signe Storr.

Af Signe Storr, Nassau |

Så skete det endelig! Efter tusindvis af sømil med en snøre i vandet fangede vi endelig en fisk – og ikke bare en hvilken som helst fisk. En flot Mahi Mahi!

Henrik og jeg havde ellers helt opgivet håbet. Enten gjorde vi noget helt forkert, eller også var det bare ikke meningen, at vi skulle spise fisk. Da vi sejlede over Atlanten, fangede de andre sejlere fisk i barnestørrelse, hvorimod vi i stedet formåede at miste samtlige af vores nyindkøbte fiskekroge. 

I Bahamas og i Florida smider folk bare en line i vandet, når de vil have aftensmad. Alle de unge mennesker på små budgetter, som vi møder, får fish tacos hver dag. Hvad gør vi galt? Men måske er lykken nu endelig vendt!

Alkohol i gællerne 

Vi var på vej mod Nassau, da fiskelinen begyndte at løbe, men eftersom vi af gode grunde er totalt uerfarne, satte det gang i en hel del nye udfordringer: Først skulle vi have fisken hevet hjem og om bord, uden at tabe den. Den ene gang i den engelske kanal, vi har fanget et par små makreller, opleverede vi, at de var totalt ude af kontrol, selv efter de havde fået skåret hovedet af. 

Denne fisk var heldigvis mere rolig, og det gik forholdsvis let at få den om bord. Vi har fået at vide, at alkohol i gællerne er en god og nem måde at slå fisk ihjel på, men da vi af gode grunde ikke ligger inde med billig vodka til formålet, kom jeg først rendende med en flaske Malibu. 

Henrik mente dog ikke, at det var fair mod fisken, så i stedet døde Mahi Mahi’en en hurtig og mere værdi død ved en slat god rom Agricole fra Martinique. Lidt respekt må man jo vise, når man tager livet af noget. 

Grænseoverskridende med sushi uden restaurant 

Derefter skulle fisken skæres ud. I Key West har vi stået og set fiskere skære fisk ud på havnen, men der var ikke rigtig tid til at finde billederne frem, og jeg syntes, at Henrik gjorde et fornuftigt job alligevel. Den ene side blev endda skåret ud som en filet. 

Det bragte os videre til vores tredje udfordring: Tilberedningen. Lidt efterfølgende research fortalte, at en Mahi Mahi er god til sushi, så det må vi forsøge os med, selvom det er sært grænseoverskridende at spise rå fisk, der ikke kommer fra en sushi restaurant. 

Vi lagde derfor lidt blidt ud med at stege den første halvdel på panden, efter at den havde ligget i citronsaft i et døgn. Det var ikke meningen, at vi ville lade den ligge så længe, men da vi stolt fortalte nogle sejlere i marinaen i Nassau, da vi kom frem, at vi skulle have hjemmefanget fisk til aftensmad, fortalte de os, at en Mahi Mahi skal hvile i et døgn, så kødet slapper af. 

Som sagt så gjort, og det blev også til en god fiskeret dagen derpå, selvom jeg nok skal udvikle opskriften en anelse. 

Blod på tanden

Nu har vi selvfølgelig fået blod på tanden! I Nassau gik vi ind i en fiskeforretning for at købe noget, der kan trække fiskekrogene ned i vandet, i stedet for at de ligger i vandoverfladen. Det fandt vi, men en sælger kunne derudover fortælle os, præcis hvilke fjerbesatte fiskekroge tun og Mahi Mahi’er er helt vilde med. Hvad kunne vi så andet end at købe det hele? 

Så nu skulle der fremover gerne stå fisk på menuen. Og hvis vores efterhånden omfattende indkøb skal retfærdiggøres, så skulle det også gerne være ofte! 

Signe

Næste investering må selvfølgelig være et skærebræt monteret på rælingen. Foto: Signe Storr

Capibara i marina i Nassau med Paradise Island og Atlantis Resort i baggrunden. Foto: Signe Storr

Motor
content-loader
content-loader
content-loader