Når World Sailing den 13. november vælger præsident for den kommende fireårige periode frem til 2020, er det med en dansker på stemmesedlen.
Kim Andersen fra Kongelig Dansk Yachtklub og i dag formand for World Sailings Equipment Committee, melder nu sit kandidatur til sejlsportens øverste internationale post.
Det skriver Dansk Sejlunion til pressen.
Kim Andersens opstilling til præsidentposten sker som del af et samlet internationalt hold af kandidater til posterne som næstformænd; Torben Grael (BRA), Alain Alcindor (SEY), Anthony C. "Tony" Philp (FIJ) og Malav Shroff (IND).
Udvikling af sejlsporten
"Vi har brug for en samlet ledelse. Et stærkt hold, der kan stå sammen om at løfte sejlsportens udfordringer internationalt. Vi har i fællesskab udformet en plan, der i klar tale opstiller en række konkrete bud på de kommende års udvikling af sejlsporten," siger Kim Andersen og uddyber:
"Internationale idrætsorganisationer som World Sailing skal hele tiden tilpasse sig de forandringer, som sker i omgivelserne. Vi står lige nu ved en skillevej, hvor World Sailing er nødt til at gennemføre markante forandringer for også i fremtiden at kunne skabe værdi for sine medlemmer."
Tre punkter
Kim Andersen udpeger tre centrale programpunkter, som han vil fokusere på:
· Sejlsporten skal øge sin globale udbredelse. Det skal opnås gennem bl.a. fokus på lavere omkostninger til udstyr, uddannelse af trænere og øget regional indflydelse.
· Sejlsportens fremtid som olympisk idræt skal sikres. I dag er sejlsport på IOC's liste over idrætter, der risikerer at miste sin olympiske status. Det påhviler sejlsporten selv at styrke sin OL-status gennem øget udbredelse, større publikumsinteresse, bedre formidling og mere forenklede strukturer.
· World Sailing må i langt højere grad end tilfældet er i dag formå at inddrage og udnytte engagement, kapacitet og ressourcer i stærke medlemsorganisationer verden over.
Som led i udviklingen er det væsentligt at give beslutningsprocesserne i World Sailing et grundigt gennemsyn, mener Kim Andersen.
"Åbenhed og transparens er afgørende for at sikre den nødvendige tillid til og opbakning bag organisationen. Den administrative ledelse af World Sailing må over for medlemslandene kunne stå på mål for sine handlinger,” fastslår han.
Det er Dansk Sejlunion, som formelt nominerer Kim Andersen som kandidat til præsidentposten. Dansk Sejlunion vil sammen med Danmarks Idrætsforbund bistå Kim Andersen under valgkampagnen, siger Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp.
"Den politiske ledelse af World Sailing må over for medlemmerne kunne stå på mål for sine handlinger. Vi er overbeviste om, at Kim Andersen med sin store erfaring og stærke ledelsesmæssige baggrund kan stå i spidsen for en nødvendig kulturforandring, der vil bringe World Sailing op på nutidig standard. Netop derfor har Kim Andersen fuld opbakning fra Dansk Sejlunion og Danmark Idrætsforbund, og vi vil i fællesskab yde vores bedste for at støtte op om hans kandidatur," siger Hans Natorp.
World Sailings generalforsamling finder sted i november 2016 i Barcelona med deltagelse af 139 medlemslande. Valget til præsidentpost og bestyrelse finder sted den 13. november.
Præsidentens valgperiode rækker frem til udgangen af 2020. Der bliver tale om et kampvalg, i det den nuværende præsident, Carlo Croce (ITA), i juli meddelte, at han genopstiller til en ny fireårig periode.
Fakta om Kim Andersen
Kim Andersen har sejlet siden 12-års-alderen. Han har repræsenteret Danmark ved end en 20 EM- og VM-events, og bl.a. vundet EM-guld i Drage i 2011 samt EM-bronze i 2013.
Han var holdleder for de danske OL-sejlere ved legene i Sydney, 2000, og blev samme år valgt ind i ISAF Council.
Siden 2012 har han været chairman for ISAF/World Sailings Equipment Committee. I det civile liv er Kim Andersen Vice President i MT Højgaard, han er 59 år og har bopæl i Rungsted.