Gå til hoved-indhold
Xp44eren Stony vandt endelig Agersø Rundt. Foto: Jørgen DamKapsejlads
Xp44eren Stony vandt endelig Agersø Rundt. Foto: Jørgen Dam

Xp44 Team Stony vinder Agersø Rundt i fjerde forsøg

XP 44 Stony slog Landmark 43 i tæt opgør i Korsør Sejlklubs Agersø Rundt, med respit forud. Georg Schønemann fra Korsør Sejlklub giver rapport og idé til Dansk Sejlunion.

Af Troels Lykke |

Korsør Sejlklubs Agersø Rundt med respitten forud, blev i år vundet af et toptrimmet team fra Næstved, viser resultatlisten 

I fjerde forsøg lykkedes det Tema Stony Xp44 med Steen Toftebjerg, at komme øverst på skamlen, da den dygtige og engagerede besætning sejlede sin respit på ca. to timer hjem til en flot 1. plads foran Min Ide-H, en Landmark 43 fra Nyborg, fortæller Georg Schønemann fra Korsør Sejlklub.

Sejladsen med respitten forud gør, at bådene starter med sin beregnede respittid fra start af.  

Med op til 2 timers forskel i starttidspunkter, kan det give store forskelle i især vindforholdene, men konceptet gør, at alle både teoretisk skulle nå målstregen samtidig. Således udjævnes de evt. fordele èn gruppe både skulle få.

Stony 7 kæmpende i år en tæt kamp med Min Ide-H fra Nyborg, og disse to både var i særklasse de største i et felt på godt 30 både.

Sejlkonditionerne var optimale og alle både havde en fin sejlads med høj solskin og 3-6 m/sek. vind. 

Klub vil fordoble deltagerantal

Korsør Sejlklub har en ambition om at få deltagerantallet fordoblet, og derfor vil der nu blive nedsat en arbejdsgruppe med dette mål for øje.

Tidligere tiders store kapsejladser med gigantiske deltagerantal er forbi og sejlklubberne kæmper en brav kamp med deltagerantallet til de sejladser, der trods modgang, fortsat er tilbage på kapsejladskalenderen.  

De mange store kapsejladser rundt om forskellige øer, har længe været på retur. 

Hvad gør vi for at puste nyt liv i de tilbageværende sejladser?

Nogle arrangører har nytænkt formatet med store fester på land, tiltrækning af store både med professionelle besætninger og sejladser for tursejlere uden målerbrev og meget meget mere.  

Mange tanker har været i spil, men få har rigtigt fået fat i den sejlerinteresse der herskede i 70èr og 80èrne.

Lokalt har Korsør Sejlklub som omtalt sin årlige sejlads Agersø Rundt med respitten forud. Det er den sidste lokale distancesejlads i området, da andre lokale klubber, så at sige har kastet håndklædet i søen.

37 både - en fra Viborg også

Årets sejlads 2016 havde således 37 både tilmeldte, endda en båd hjemmehørende i Viborg, men tilslutningen fra områdets sejlere var relativ begrænset.  Sejladsen var en succes både vejrmæssigt og sportsligt.  

Derfor har Korsør Sejlklub sat sig i spidsen for en lokal konference, med det formål at genskabe en attraktiv sejlads.

Vi vil invitere sejlerne, - ikke kun klubberne, for de ser ud til at være løbet tør for ideer, men også andre interessenter i sejlermiljøet samt evt. baglandsinteressenter. 

Med så mange både i lokalområdet, bør det være muligt at skabe et set-up, der tiltrækker sejlerne i sæsonens gode vejrmåned.

Dansk Sejlunion bør skabe events for små penge

Dansk Sejlunion bør også være interesseret i at skabe nye måder at tilrettelægge events på, uden at man skal bruge formuer, stegte pattegrise eller store festarrangementer for at tiltrække sejlerne, for udfordringerne er ikke kun lokale, de ser ud til at være generelle.

Vi ved at gennemsnitsalderen blandt sejlerne er steget kraftigt igennem årene, ja nogle påstår at det er de samme sejlere der i dag deltager, som var med i det glade årtier, derfor vil fokus være rettet imod nye og yngre deltagere.

Bådene ligger i havnene og sejlerlivets glæder er de samme som tidligere, så hvis de ”gamle” på et tidspunkt skal sælge deres både, må de vise de yngre købere glæden ved at sejle.  

I 2017 håber Korsør Sejlklub at kunne gennemføre Agersø Rundt med 70 startende både, slutter Georg Schønemann.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader