Nyuddannede Pro-Skippere sejler XP50 over Atlanten
For en måned siden afsluttede de første otte sejlere Pro-Skipper-uddannelsen hos Oure. Nu sejler halvdelen af holdet 50-fods båd fra Cap Verde til St. Martin.
Billedets to unge rorgængere, Victor Fuglsang og Jonas Foged Larsen, er på det første hold af nyuddannede proskippere fra Oure-skolerne.
Sammen med to andre fra proskipper-holdet, Signe Charlotte Kock Andersen og Siw Terp Jørgensen fik de afprøvet deres nyerhvervede færdigheder med en opgave for danske X-Yachts i Spanien: Sejl en XP50-sejlbåd fra Cap Verde til St. Martin. Altså, kryds Atlanten i en 50 fods sejlbåd!
Oures proskipper-uddannelse er en overbygning af højskolens Danmark Rundt-sejlerkursus i foråret og sommeren. Dette første proskipper-hold med otte tilmeldte startede i juli og kørte i 20 uger.
I kurset udbygges elevernes færdigheder i bl. a. teamwork, ledelse og sikkerhed med henblik på at føre charter-sejlbåde i fx Middelhavet og Caribien.