Der er eksempler i den danske bådbranche, der viser, at det har taget ni måneder før en kunde kunne få udleveret sin båd, efter en udbetaling er smidt for en brugt båd.
Årsagen til den lange ventetid skyldes sagsbehandlingen i Skibsregisteret, hvor man fx skal finde frem til alle tidligere ejere af båden, før end der kan tinglyses et endeligt skibsskøde. Og en bank vil ikke udbetale bådlånet, før der er en færdig-registrering i skibsregisteret
De nye regler, som Erhvervsministeriet fortæller om i dag, betyder nu, at registrering af pant og andre rettigheder i mellemstore fritidsfartøjer er blevet forenklet.
Dette sker gennem en flytning af registreringen fra skibsregistret til Personbogen.
En lettelse for alle
Det er noget af en lettelse, forklarer Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg i Ishøj.
- Registrering i Personbogen tager to minutter, hvor det kunne tage op til ni måneder i Skibsregisteret, og det betyder jo, at det bliver langt lettere for sejlere at låne penge i bankerne. Nu kan f.eks en bankassistent i Sydbank i Svendborg kontakte en bådkonsulent/autoriseret måler, der kan tjekke den brugte båds byggenummer og motornummer og fortælle banken om bådtype og størrelse, og derefter kan der tages pant i båden, efter der er betalt 1,5 procent i stempelafgift på et løsørepantebrev. Det samme, der også betales til skibsregisteret, forklarer Henrik Jørgensen til minbaad.dk
Registrering af pant i Personbogen er dog kun for både på op til 20 bruttotonnage ton.
Det er et vægt- og rumfangsmål, der svarer omtrent til en båd på 50-52 fod.
Frem til 1. marts vil både under 5 bruttotonage ton stadig skulle registreres i skibsregisteret, men derefter er det først, når båden har en 20 bruttotonage ton, at pant skal registreres i skibsregisteret.
Møde med tre ministre bar frugt
Henrik Jørgensen er lettet over det nye tiltag, hvor han sammen med den tidligere brancheforening Danboat, i dag i Dansk Industri, har været gennem flere ministre førend ændringen kom til.
- Vi måtte igennem tre ministre. Danboats formand, Jan Hansen, og jeg havde det første møde med erhvervsminister Henrik Sass Larsen i februar 2014, siden mødtes vi med de to øvrige ministre Troels Lund og senest Brian Mikkelsen, der nu ændrer reglerne, så sejlerne lettere kan få pant i deres både, siger Henrik Jørgensen.
Begejstring i Aabenraa
Henrik Reese, forhandler fra Reese Marin, ser også frem til den nye lempede ændring med pant i Personbogen.
- Det betyder en langt hurtige handel og finansiering for vores købere og os. Det vil klart fremme salget med de kunder, som ønsker en finansiering op til cirka 45 fods både. Vi hejser flaget i Aabenraa, nu mangler vi så bare at få fjernet misundelsesafgiften på kaskoforsikringen, så vil bådbranchen være på lige fod med de andre lande.