Armen på 34-årige Vibeke Svenningsen har fået flere knib de sidste måneder. I Lynetten ligger nemlig en fin Phantom 42. Et håndgribeligt bevis for, hvor tæt københavneren i dag er på drømmen om langturssejlads.
- Det kunne lade sig gøre. Så turde jeg næsten selv begynde at tro på det, fortæller Vibeke Svenningsen om bådkøbet til lidt over 400.000 kr.
Ikke tryg ved havnemanøvre
For blot to år siden stod hun uden den mindste erfaring, men med en stor drøm. En drøm om at kaste fortøjningerne og sejle ud på verdenshavene.
Trods flere sejlture, herunder et tre uger langt Biscay-kryds, og diverse kurser må sejleren dog sande, at hun ikke bliver 100 procent klar til afgangen om et halvt år:
- Jeg kan ikke nå at blive hverken dygtig sejler eller skipper inden. Jeg må finde en læremester, så jeg kan lære undervejs. Lige nu føler jeg mig ikke klar til at tage ansvaret over andre menneskers liv, forklarer Vibeke Svenningsen, som til dagligt arbejder hos Mærsk.
Særligt erfaringer fra egen båd står højt på ønskelisten inden afgangen til sommer. På to-do-listen har nemlig været en række reparationer og andet praktisk, som ligeledes har været nødvendige at få styr på:
- Lige nu har jeg en båd, jeg ikke er tryg ved at sejle ind gennem pælene i Lynetten. Sejlsæsonen starter tidligt i år, garanterer den kommende langturssejler.
Hårde måneder
Hvor turen ender, og hvor lang den bliver, står endnu hen i det uvisse. Selvom drømmen er en jordomsejling, vil det ikke være en fiasko at fortøje båden for sidste gang på Gran Canaria, efter Atlanten eller i Australien. Kun én ting ligger klart. Turen starter ét år tidligere end planlagt; allerede i sommeren 2017.
Vibekes kæreste kan tage en stor del af æren for dette. Pludselig var de to til at dele omkostningerne til båden samtidig med, at Vibekes jobsituation var som skræddersyet til en jordomsejling i 2017. Derudover går Vibeke med en drøm om også at bære titlen som mor.
De sidste måneder har dog været hårde. Efter turen over Biscayen er kæresten begyndt at tvivle. Ikke på Vibeke, men på langturen og hans rolle i denne. Om han skal sejle med hele vejen, halvdelen eller blot få ben:
- Dét at sejle langt er ikke for alle, og det har jeg rigtig stor respekt for. Til en hvis grad kan man lave knuder på sig selv og gøre noget, som man egentlig ikke vil. Men at tage på jordomsejling skal ingen gøre uden lyst, fortæller Vibeke Svenningsen til minbaad.dk.
Vil ikke kunne tilgive sig selv
Det kræver dog mere end en tvivlende kæreste, før Vibeke Svenningsen ændrer kurs:
- Jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg gav slip på det på grund af en kæreste, som jeg er meget glad for. Jeg har jo stadig drømmen, og jeg vil altid have tænkt; ’hvad nu, hvis jeg havde grebet chancen?’, forklarer hun.
Vibeke bakser derfor videre med kurser, papirer, lærerbøger, indkøb og meget andet.
- Man bliver gradvist mere og mere bevidst om de ting, man ikke ved. Men jeg føler, at jeg er ved at have styr på det meste efterhånden. Jeg håber i hvert fald ikke, der kommer flere overraskende områder, fortæller hun.
De mange opgaver, som dog endnu venter i horisonten, hænger sejleren på en stor opslagstavle i lejligheden. Hver dag kan Vibeke Svenningsen tage en seddel fra tavlen, og når opgaven er løst, smides sedlen i en done-kurv. En kurv, som heldigvis kun bliver større og større.
En personlig udfordring
For der er ikke lang tid til afsejling. Den præcise dato er endnu ikke fastlagt, men til sommer vil Phantom 42'eren kaste fortøjningerne og stævne mod ukendt farvand.
For dens glade ejer byder hver etape på sine glæder. I Europa gælder det først og fremmest rollen som skipper – en glæde, men samtidig en udfordring:
- Det bliver benhårdt, jeg vil blive helt udmattet af at træffe beslutninger. Samtidig er der det sociale ombord, forklarer sejleren, som ligeledes ser frem til Atlanten:
- Jeg vil blive prøvet psykisk af og overveje, hvad det lige er, jeg laver herude. Jeg kunne have fuld gang i karrieren og være i gang med at flytte i hus med kæresten. Dét, tror jeg, bliver meget sundt at opleve, fortæller Vibeke Svenningsen.
De traditionelle langturssejler-oplevelser har dog også en plads i drømmebogen: Turen gennem Panamakanalen, et besøg på Galápagosøerne i Stillehavet, hvaler, fiskeri, jagt med harpun og paddle boards er alle begivenheder, som forhåbentlig vil blive skrevet i Vibeke Svenningsens logbog.
Følg Vibeke Svenningsens vej gennem forberedelserne samt selve langturen på hendes blog, Facebook samt Instagram og mød Vibeke på Boat Show 3. marts.
En glad Vibeke Svenningsen ser frem til afsejlingen til sommer. Foto: Privatfoto
I april overtog den kommende langturssejler nøglerne til langturssejler-båden - en Phantom 42. Foto: Privatfoto
Foruden Vibeke selv har hendes forældre også taget fat i arbejdet med at forberede jordomsejlingen. - De har været en uvurderlig hjælp, fortæller hun. Foto: Privatfoto