80-årige Kong Harald sejler VM i 8mR-klassen
Hankø danner i august 2017 rammen for 8mR-klassens VM. På startlinjen vil H.M. Kong Harald være at finde i sin båd, ’Sira’.
Af Sara Sulkjær |
Kongelig Norsk Seilforening kan lokke sejlere til VM. Således møder både Kong Harald og en båd fra Australien op, når 8mR-klassen 10. - 20. august sejler VM på Hankø. Et stævne, som arrangeres i samarbejde med Hankø Yacht Club.
30 både forventes til start
Blandt de 11 både, som indtil videre har meldt deres ankomst, er flere udenlandske sejlere, oplyser sejlforeningen i en pressemeddelelse.
Over 30 både med omkring 300-400 sejlere forventes dog at deltage i mesterskabet, der arrangeres i forbindelse med H.M. Kong Harald V’s 80-årsfejring.
Et tilsvarende arrangement blev afholdt, da H.M Kong Olav fyldte 80 år i 1983. Kongelig Norsk Seilforening arrangerede med succes desuden et VM for 8mR-klassen i 2008, hvilket blandt andet skyldes, at store regattaer for 8 meterne har lange og stærke traditioner i foreningen.
Samlingspunkt for sejlere
Hankø, som er kendt for sine gode sejlforhold og beliggenhed, har været samlingspunkt for sejlere fra ind- og udland i mere end hundrede år.
Her har de mange gæster igennem årene kunne nyde den idylliske Hankø Yacht Club, der ligger godt beskyttet mod vejr og vind på indersiden af øen mod Hankøsundet, nogle hundrede meter fra fastlandet.
På den andre siden af bugten ligger gæstehavnen og kongefamiliens sommerhus, Bloksberg. Skærgården er ligeledes ikke mere end nogle minutters sejlads fra yachtklubben.
Læs mere om 8mR-klassens VM her.