Signe: Capibara har sat kursen mod Europa

Så er kursen lagt mod Europa! I går ankom vi til Bermuda efter nogle rigtig gode dage til søs. Chris Parker, amerikanernes fortrukne weather-router, som vi har betalt for at guide os sikkert over Atlanten, sørgede for en nem tur til Bermuda. 

Åbenbart lå der et vindstille område nord for Bahamas, som vi ville ende i, hvis vi satte den direkte kurs fra Fort Lauderdale til Bermuda, så i stedet blev vi guidet mod nord i Golfstrømmen, hvor vi trods begrænset vind fløj af sted med 10 knob, ca. den dobbelte hastighed af Capibaras gennemsnitsfart. 

Først da vi nåede næsten op til Charleston (32N/77W), omkring 350 sømil nord for Fort Lauderdale, søgte vi mod øst. I går eftermiddags ankom vi så for anden gang til Bermuda, der netop har været vært ved America’s Cup. 

Der er knap 900 sømil i direkte linje fra Fort Lauderdale til Bermuda, men Chris Parkers rute gav os yderligere 200 sømil. Til trods for det, nåede vi frem efter knap otte behagelige døgn med vinden agten for tværs det meste af vejen. 

Det var lige før, at vi også tilskrev Chris Parker solskinnet, de behagelige temperaturer og de begrænsede squalls, ind til vi på den sidste dag havde regnvejr det meste af dagen. Selv han er åbenbart heller ikke herre over vejret. 

Men vores egen Capibara har også været i topform på denne tur. Vi har gennem de sidste par år fået ryddet op og sorteret og smidt ud, så man igen kan se vandlinjen (der ellers er blevet hævet mindst to gange). 

Desuden sørgede Henrik for at laste det tunge udstyr i luv side, hvilket åbenbart balancerede båden i en grad, at vi, på trods af en del vind til tider, lå overraskende komfortabelt i vandet, mens vi suste af sted. 

Hun gav os i hvert fald et overbevisende argument for, at vi ikke bør skille os af med hende alligevel!

Tilbage til Fort Lauderdale og vores elektriske problemer. Vi var ved flere lejligheder ved at opgive projektet om at bevæge os på tværs af Atlanten, selv dagene inden vi tog af sted. 

Henrik tilbragte stort set hver dag hele dagen med sit multimeter (som til sidst gav op, så vi måtte ud at købe et nyt), og han følte, at ligegyldigt hvad han gjorde, blev han ved med at kunne måle 12V i stel, når batterierne blev koblet til. 

Til sidst var vi ude i, at vi måske skabte et strømfelt, havde haft et mini-lynnedslag og andre mere eller mindre sandsynlige forklaringer, indtil vi fik besøg af en elektriker, som sagde: 

”Strøm er enten tændt eller slukket. Du har sandsynligvis en ledning, som er dårlig, og som sender 12V tilbage i systemet.” 

Og der var selvfølgelig ingen nem løsning. Det var bare at gå i gang med at måle og skifte ledninger. Henrik skiftede et par af de 30 år gamle ledninger, hvilket også hjalp på problemet, men desværre ikke løste det. 

Til sidst opdagede han, hvad han nok egentlig havde mistænkt hele tiden, at det gamle kontaktpanel var korroderet, så der blev sendt strøm på kryds og tværs af kontakterne samt ud i stelledningen, og så snart panelet var koblet fra, var der ikke længere problemer. 

Et nyt panel er derfor nu på indkøbs- og to do-listen, men da dette var to dage inden, vi gerne ville af sted, er alle stelledninger i stedet ført væk fra panelet, hvilket ikke giver 12V i stel længere. Det var en lettet mand, jeg tog med ud at spise samme aften! 

Nu afventer vi så, at Chris Parker giver os grønt lys til at sejle videre mod Azorerne. Lige nu ser udsigterne lidt kedelige ud med enten ingen vind eller en østlig vind. 

St. George’s, hvor vi har klareret ind, er dog en fantastisk hyggelig lille by, og vi har hele ugen glædet os til at sidde på den lokale kaffebar og besøge den hyggelige pub. 

Selvom vi har haft en rigtig god tur, så slår livet i land alligevel at være på vandet.