Gå til hoved-indhold
Rune Hansen ved roret i Sunfish med sejlnummer 90006. Han runder som nummer 15 ved første topmærke i den 9. sejlads ved mesterskabet i Nordamerika. Foto: macmeaimin@aol.comKapsejlads
Rune Hansen ved roret i Sunfish med sejlnummer 90006. Han runder som nummer 15 ved første topmærke i den 9. sejlads ved mesterskabet i Nordamerika. Foto: macmeaimin@aol.com

Sunfish stort i USA - dansker til nordamerikanske mesterskab

Rune Hansen var eneste dansker i feltet af 80 Sunfishjoller. Han sluttede på 23. plads og er vild med jollen, der slår Laseren på flere punkter, mener han.

 

Af Sara Sulkjær |

Selvom danske Rune Hansen følte sig godt forberedt til The Sunfish North American Championship, gjorde personlige omstændigheder dog, at han måtte tage til Danmark lige før regattaen. 

Det betød naturligvis en lidt mere hektisk start på stævnet end ønsket. Vejret blev til gengæld, som Hansen havde håbet på - dansker-vejr, bare varmere.  

Et knækket ror  

Til de nordamerikanske mesterskabet blev Rune Hansens bedste placering derfor en 12. plads. Resten lå mellem 13. og 22. plads i 10 sejladser. Alligevel endte danskeren på en samlet 23. plads, da han blev diskvalificeret i 5. sejlads og udgik med knækket ror i 7. sejlads.

- Jeg er rigtigt godt tilfreds med resultatet på trods af uheld. Det var et fantastisk dramatisk stævne med 10-12 m/s med 14 i pustene igennem hele stævnet. Det var brutalt. Hårdt at hænge i tre dage, når man ikke er 23 år længere, forklarer den 50-årige Hansen i en pressemeddelelse. 

Stævnets førsteplads blev solidt indtaget af Alonso Colantes, mens den lokale Paul Jon Patin tog sig af andenpladsen.

Stærkere end Laser

Selvom Sunfish, ifølge Rune Hansen, er den største jolleklasse i verden, arrangeres ikke lignende stævner på dansk grund. Jollen er nemlig ganske ukendt for de fleste danske sejlere, hvilket ærgrer Hansen, bosiddende i New York, der er kommet til at holde meget af den lille jolle. 

Han mener, at Sunfish alt andet lige er bedre konstrueret end eksempelvis Laserjollen, selvom de to typer hører under samme producent, LaserPerformance: 

- Sunfish’ens chines og flade bund giver den en stor dynamisk stabilitet, der gør den lettere at bomme med i hård vind. Den er stærkere end Laser, og skroget holder dermed i årevis, forklarer Rune Hansen. 

Latinerriggen gør det ligeledes muligt for alle mellem 65-90 kilo at sejle lige op. Til sammenligning må man i Laser skifte rig, og i fuld rig version er idealvægten 78-84 kilo, et noget mere snævert interval. 

- Sunfish’en er ydermere lav, og man er tæt på vandet. Latinerriggen med det brede lateralplan gør, at man skal styre båden med sejlet. Det vil sige, at rækkefølgen er først at flytte vægt, så flytte sejl og til sidst ror. Det kan simpelthen ikke gøres i omvendt rækkefølge, fortæller Rune Hansen videre. 

Mere sejltid 

Den største fordel ved Sunfish-jollen er dog, at den er den er billig, og at den samtidig kan rigges på 4 minutter. 

- Sammenligner man Sunfish med andre jolletyper, er der 98% mere sejltid med Sunfish’en, hvor nogle joller har det omvendte forhold. Alle bådene er, ud over at være meget simple, også meget ens, siger Rune Hansen.

Dermed kan Hansen, når han har været til stævner i USA, leje et skrog og selv komme med sejl, svær og ror. LaserPerformance stiller desuden ofte skrog til rådighed ved større events. Derudover er der produceret over 300.000 joller, og dermed er der altid mulighed for at låne en jolle mod en god flaske whiskey. 

Træner med firdobbelt mester 

Sunfish’en er i øvrigt, ligesom Starbåden, ved at få en renæssance i USA og Syd- og Mellemamerika. Knækspantet, som også Starbåden har, og som er baseret på en forenklet byggeteknik i krydsfiner, er blevet moderne igen - i dag dog i glasfiber. 

Rune Hansen er hoppet med på denne bølge. Særligt efter at han vandt sit første lokale ræs i sensommeren sidste år, hvor han for alvor fik blod på tanden og derefter købte en god brugt båd. 

- Jeg har trænet massivt med nogle hårde gutter i Seacliff i Oysterbay NY hele vinteren. Heriblandt en firdobbelt mester, den amerikansk legende Doug Wefer, forklarer Rune Hansen. 

Ude med målebånd om natten

For tre uger siden var danskeren ligeledes i Pass Christian, som er centrum for den lokale sejlerelite i Missippi, for at møde nogle af USA’s bedste Sunfish-sejlere i Open US Masters. Her blev Hansen nummer 5 blandt sejlerne over 40 år. 

- Jeg fik nye fiduser, som jeg ikke kendte til oppe nordpå og var ude med målebånd om natten, griner sejleren og uddyber: 

- Der er fire liner ombord, så nogle af dem har tre funktioner. En meget vigtig trimfunktion er Gooseneck, der hvor nederste bom er hægtet på masten. Den kan man flytte frem og tilbage for at styre luvgerrighed. En ret vigtig feature i Sunfish, afslutter han. 

Se resultater fra det nordamerikanske mesterskab her

Rune Hansen bor i Brooklyn og arbejder på Manhattan.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader