Gå til hoved-indhold
Jena Mai Hansen har været søsyg to dage i træk på Atlanterhavet, som hun igen skal sejle på de næste cirka 23 dage. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Jena Mai Hansen har været søsyg to dage i træk på Atlanterhavet, som hun igen skal sejle på de næste cirka 23 dage. Foto: Troels Lykke

Volvo-debutant Jena klar til 7.000 sømil mod Cape Town

Søndag eftermiddag stævner 29-årige Jena Mai Hansen ud med Vestas. Hun har nu været i England og har fået bevis på, at hun kan give hjertemassage og lappe folk sammen. Interview.

Af Troels Lykke |

Den danske bronzefugl fra OL i Rio, Jena Mai Hansen fra Aarhus Ø, blev forbigået på første etape af verdens hårdeste kapsejlads, Volvo Ocean Race, der sejles 81.000 kilometer rundt om jorden og slutter til juni, efter at elleve havne er besøgt.

Få timer før starten gik fra Alicante i Spanien til Lissabon i Portugal, blev den blonde dansker brutalt sat af af den blå Vestas-båd til 30 mio. kroner.

Det skete, efter det ni mand store hold pludselig skulle have en lægelig ansvarlig om bord, da en sejler, der var medicinansvarlig, blev syg. 

- Det var jeg da lidt ked af, jeg havde sat mig op til at skulle sejle mod Lissabon, men jeg er nødt til at tænke på, hvad der er bedst for holdet, forklarer Jena Mai Hansen, der er på et medicinkursus i England, da vi taler med sejleren, der nu er sat på holdet igen, efter hun bestod kurset.

Styr på hjertemassage

Nu har danskeren styr på hjertemassage, forbindinger, om hvordan man flytter rundt på en skadet sejler, og hvordan man håndterer brækkede arme og ben.

Til Aarhus Stifstidende og minbaad.dk forklarer hun.

- Men hvordan man giver morfin og andre sprøjter, er der en anden medicin-ansvarlig om bord, der står for, forklarer Jena Mai Hansen, der i den forgangne uge også var i Irland med sin irske kæreste, som hun til daglig bor med på Aarhus Ø, tæt på sejlklubberne, hvor hendes olympiske 49erFXer ligger.

Nu klar til Cape Town

Det beståede medicinkursus betyder, at hun sejler med på Vestas-båden fra Lissabon mod Cape Town. En tur, der vil foregå på en tyve meter lang VO 65er i kulfiber. 

- Det bliver godt at komme afsted på søndag mod Cape Town. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud og sejle og lære en masse, siger sejleren, der blandt andet skal styre båden, når hun er på vagt fire timer ad gangen, døgnet rundt i forventet 23 døgn.

- Os der skal styre båden gør det en time ad gangen, derefter viser en computer, at man bliver ukoncentreret, og båden taber fart, forklarer Jena Mai Hansen, der allerede har surfet 30 knob, cirka 55 km/timen.

Smidt af rattet

Hun har også oplevet at blive slået omkuld af en kæmpe bølge, der rev hende væk fra rattet, heldigvis havde hun en livline spændt fast, så hun blev om bord i Atlanterhavet under en træningstur i 25 m/sek, hvor bølgerne var flere meter høje.

- På et tidspunkt troede jeg, at jeg skulle dø, da jeg hørte lyde nede i kahytten, men det gik fint, selvom jeg også nåede at være søsyg i to dage. Jeg har udviklet mig meget, men har lært meget og har mere at lære, forklarer Vestas-sejleren, der på turen skal leve af frysetørret mad.

Det gik godt for Vestas 11th Hour Racing på første etape mod Lissabon. Holdet vandt nemlig sikkert og har nu et ekstra pres på sig blandt de syv hold, når turen mod Cape Town på 7.000 sømil, cirka 13.000 kilometer sejles, med start søndag eftermiddag, hvor starten kan ses live på volvooceanrace.com eller minbaad.dk.

Jena viser sin køje frem, da vi besøgte hende i Alicante. Foto: Troels Lykke

Jena smilte stort, selv da hun lige var blevet sat af i Alicante. Hun er kendt for at være en positiv holdspiller, der er bundærlig. Foto: Troels Lykke

 

<iframe width="600" height="423" src="https://www.youtube.com/embed/qvwq0K_dcPc" frameborder="0" gesture="media" allowfullscreen></iframe>
Motor
content-loader
content-loader
content-loader