En fuldt dækket morgenbuffet med alskens mejeriprodukter, rundstykker, æg og naturligvis, når det er Flæske Cup, rigeligt bacon. Det var synet, der mødte de 20 joller fordelt på tre klasser, Finnjolle, A-Cat og Formula 18, der lørdag morgen tjekkede ind i Vallensbæk.
Efter et fornuftigt kalorieindtag blev den korte briefing, som gjorde det ud for sejladsbestemmelserne, afviklet. Også banen, en enkel op/ned bane med forskudt topmærke, da flere jolletyper med forskellig hastigheder startede på samme bane, blev gennemgået.
Rutineret coachede den sidste i mål
I let til jævn vind kunne sejlerne herefter stævne ud på Købe Bugt, mens de 25 kg flæskesteg samtidig blev sat i ovnen med stegetermometer, som online kunne følges på dommerbåden.
I feltet for A-Cat og Formula18-bådene var der forholdsvis stor spredning blandt sejlerne. Dette, da klassen havde fået lokket nogle af de nye med til Flæske Cup.
Klassen er da også meget åben og er kendetegnet ved, at der deles viden om trim, sejl, vinkler og lignende. Dette sås undervejs, da en af feltets meget rutinerede sejlere Christian Nygaard efter målgang søgte op i banen til den sidste A-Cat-sejler, der kæmpede med den aftagende vind.
Nygaard coachede ham derefter hele vejen i mål på sidste lænser. Det er god sejlerstil!
Tæt i toppen
I Finnjollefeltet, hvor klassens hurtigste sejlere alle var på startlinjen undtaget danmarksmester Otto Strandvig, var det anderledes tæt. Her sejlede feltet stort set samlet hele banen rundt, og specielt omkring mærkerne var afstandene mellem bådene meget lille, hvilket førte til flere tætte situationer.
En af klassens nye sejlere, den unge Christian Jørgensen i DEN-231, som startede som ny Finnjollesejler i det sene forår 2017, viste imponerende dagsform, og var fra første sejlads med helt fremme.
Dog lykkedes det Michael Staal at lægge sig forholdsvis komfortabelt i front efter at have vundet de to første sejladser, men med unge Christian Jørgensen lige efter.
Også i de øvrige klasser var det forholdsvis tæt i toppen. I A-Cat sågar så tæt, at Tom Bøjland og Christian Nygaard lå á point. Med en besked fra land om, at kernetemperaturerne på de 25 kg flæskesteg var sådan, at der kunne nås én sejlads mere, var der dømt afgørende kamp mellem de to sejlere.
Legender tog imod
I let vind blev begge klasser sendt afsted på en nu afkortet bane. Undervejs i sejladsen aftog vinden yderligere, ligesom at vinden drejede mere end 20 grader. Det hårdtarbejdende banecrew havde derfor travlt med at korte banen ned samt flytte rundt på mærkerne under sejladsen.
Da de fleste både var taget i mål i begge klasser, kom beskeden fra land, at kernetemperaturen i flæskestegene var oppe på 72 grader - nu var der flæsk!
På land var flere sejlerkammerater fra Finnjolleklassen stødt til, herunder legendariske Peter Malm, Michael Bæk, Jørgen Lindhartsen og Bjørn Westergaard. Alle stod klar til at tage imod sejlerne.
Bøjland hurtigst
Hermed var det tid for dagens sociale og gastronomiske højdepunkt; indtagelse af de 25 kg flæskesteg, som stod klar til sejlerne og hjælperne. Under indtagelsen af de mange kilo flæske blev også dagens resultater læst op.
Da stævnet afvikles uden præmier, blev der uddelt symbolske præmier i de to rækker: Udstoppet svane på mahogni og gris på kulfibergræs. Begge præmier er unikum, og kan derved ikke reproduceres, hvorfor de ikke forlader sejlklubben.
I flerskrogsklassen trak Tom Bøjland det længste strå og blev dermed modtager af Svane på Mahogni, mens Michael Staal som vinder af Finnjolleklassen blev den stolte vinder af Gris på Kulfibergræs.
Vintertræning for de friske
Flæske Cup er ligeledes startskuddet til årets vintertræning, der afvikles hver lørdag fra den 11. november til 31. marts 2018. Træningen starter kl. 09:00 med kaffe og kort breefing om dagens træning og slutter kl. 12:00.
Hver lørdag lægges der træningsbane ud, ligesom der afvikles starter med dommerbåd på vandet. Da vejret jo er en ubekendt faktor, kommunikeres der via Facebook, hvis træningen pga. vejret aflyses.
Den åbne træning koster 50,00 kr. pr. gang inklusiv morgenkaffe. Deltages der regulært henover hele perioden, kan jollerne stå på jollepladsen i hele træningsperioden.
Tom Bøjland vinder flerskrogsklassen og kan derfor modtage svanen. Foto: Kenneth Bøggild
Der var netop nok vind til, at A-Cat-sejlerne kunne foile på Køge Bugt. Foto: Kenneth Bøggild
Perfekt første start i Finnjolleklassen. Foto: Kenneth Bøggild
Den unge Finnjollesejler Christian Jørgensen slutter som samlet toer. Foto: Kenneth Bøggild
A-Cat i første start. Foto: Kenneth Bøggilds