Jena brugte et døgn på at sige ja til Sydishavet
Det var ikke planen, at Jena Mai Hansen skulle sejle med fra Cape Town til Melbourne. En tur på 15-16 dage i kulde og bølger op til 20 meters højde. Vi har netop talt med Vestas-sejleren. Start søndag.
Hun kom i mål 24. november på den blå Vestas-båd. Herefter skulle den blonde dansker hjem og holde jul med familien, som var aftalt, før hun senere skulle stige på i Hongkong i slutningen af januar og sejle til Guangzhou i Kina og derefter 5. februar sejle mod Auckland.
Skipper ville det anderledes
Alt det troede hun, men den amerikanske skipper fra Vestas 11th Hour Racing, Charlie Enright, ville det anderledes.
Hun var også noget bekymret over den tur, hun nu skal ud på i morgen, når starten går i Cape Town.
- Etapen mod Melbourne er noget af det hårdeste at sejle med bølger op til 20 meter, og hvor det er skide koldt, siger den 28-årige olympiske bronzevinder fra Aarhus Ø.
Men allerede ét døgn efter sagde hun ja til at sejle de 6.700 sømil, efter hun havde talt med sin mor og sin irske kæreste.
Nåede at besøge kæreste
Hun nåede dog at flyve hjem forleden til sin kæreste i Irland og fejre hans 30 års fødselsdag og i morgen bliver hun selv 29 år.
- Jeg regner med at være i Melbourne den 27. december, der har jeg bestilt et fly til Sverige, hvor jeg skal på skiferie med min familie, siger Jena Mai Hansen.