Gå til hoved-indhold
Politikerne så mandag de gener, som en cykelbro ved Svanemøllen vil skabe, med egne øjne. Foto: Christian GrønneSejlklubber
Politikerne så mandag de gener, som en cykelbro ved Svanemøllen vil skabe, med egne øjne. Foto: Christian Grønne

Efter sejltur: Borgmestre i Kbh. skyder cykelbro i sænk

To borgmestre og et medlem af økonomiudvalget fik rundtur i Svanemøllen. Her fik sejlere og roere politikerne til at droppe deres opbakning til cykelbroen, der vil genere havnens brugerne.

Af Sara Sulkjær |

Det var en gruppe tilfredse sejlere og roere, der modtog overborgmester Frank Jensen, kultur- og fritidsborgmesteren Carl Christian Ebbesen og medlem af økonomiudvalget Heidi Wang til en rundtur i Svanemøllehavnen i mandags. Smilene blev endnu bredere, inden politikerne tog hjem.

For mens både roere og sejlere har udtrykt rigtig stor tilfredshed med Borgerrepræsentationens beslutning om, at byggeriet af den kommende Nordhavnstunnel skal deles i to etaper, så havnen bliver holdt åben i hele byggeperioden, sagde politikerne ikke noget om de planer om en cykelforbindelse på tværs af indsejlingen, som også har været en del af undersøgelserne forud for tunnelbyggeriet. 

Udformet som en klapbro ville den give store problemer for den stærkt trafikerede havn. 

Spildte penge 

Undervejs på sejlturen rundt i havnen præsenterede havnefolket derfor deres klubber, og ikke mindst fik politikerne set på forholdene i området, hvor tunnellen og en eventuel cykelbro skulle bygges. Over en vand og sandwich efter sejlturen lagde de to borgmestre cykelbroen ned. 

- Det er ikke et projekt, jeg vil arbejde for at fremme. Jeg kan ikke forestille mig at bruge så mange penge på en forbindelse, som ingen rigtig vil have, sagde overborgmester Frank Jensen og fik tilslutning af kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

Begge pegede på den begrænsede tidsbesparelse, som den ville give cyklisterne, i forhold til pris og gener. Selv Dansk Cyklistforbund har kaldt forbindelsen en dårlig idé. 

Sejlklubber bakker op 

Med borgmestrenes udmelding har havnens brugere fået opfyldt stort set alle de mål, som de satte sig, da de gik ind i dialogen omkring byggeriet af Nordhavnstunnellen.  

De tilstedeværende embedsmænd havde da også kun ros tilovers for klubbernes arbejde, og repræsentanterne for klubberne spillede rosen tilbage til politikere og embedsmænd og den proces, som kommunen har været med til at lægge rammerne for.  

- Det er ikke, fordi byggeriet ikke kommer til at genere os. Det kan ikke undgås med så stort et byggeri, siger Jon Bundesen, formand for sejlklubben KAS og sejlernes repræsentant i det kontaktudvalg om tunnelbyggeriet, som kommunen har nedsat. 

- Men vi hilser tunnelbygeriet velkommen og bakker op om projektet. Med den problematiske cykelforbindelse taget af bordet, er vi også sikret, at de nuværende forhold bliver fuldt genetableret efter byggeriet, forklarer han i en pressemeddelelse. 

Fakta om Svanemøllehavnen:

- Svanemøllehavnen er sammen med Kalkbrænderihavnen, som den deler indsejling med, Nordeuropas største lystbådehavn. Den huser blandt andet Nordens ældste sportsklub, nemlig Roforeningen KVIK, og nogle af Danmarks ældste og største sejlklubber.

- I alt ligger der over 1400 sejlbåde og havnens fire roklubber har tilsammen ca. 1700 medlemmer. 600 sejlere og roere bruger deres fritid på frivilligt arbejde her.

- I forbindelse med undersøgelserne forud for Nordhavntunnellen er der blevet målt en trafik på op til 60 sejlbåde og motorbåde og 60 robåde og kajakker i timen ind og ud af havnen. 

Fakta om Nordhavnstunnellen:

- Nordhavnstunnellen skal forbinde den nye Nordhavnsvej med selve Nordhavnen via en tunnel under Svanemøllehavnen. Københavns Kommune og staten er ved at forhandle den sidste finansiering på plads, og det ventes, at byggeriet kan gå i gang i 2019 eller 2020.  

- Under byggeriet skal omkring 600 både flyttes, men bliver placeret i nærområdet i Færgehavn Nord, og selve byggeriet bliver etapeopdelt, så havneindsejlingen bliver holdt åben for de resterende ca. 800 sejlbåde og roklubbernes omkring 1700 medlemmer i byggeperioden. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader