Gå til hoved-indhold
Michael Hansen skifter Laseren ud med 49eren, hvor han sammen med Mathias Sletten vil satse stort. Foto: Mick AndersonKapsejlads
Michael Hansen skifter Laseren ud med 49eren, hvor han sammen med Mathias Sletten vil satse stort. Foto: Mick Anderson

Ny 49er-satsning skal sikre plads i medaljekampen ved OL 2020

"Take-off"-gruppe af unge sejlere skal sikre dansk sejlsports fremtid i toppen af 49er-klassen. Den nu tidligere lasersejler Michael Hansen samt den erfarne 49er-sejler Jonas Warrer er dog også med.

Af Sara Sulkjær |

Sejlerlandsholdet tager nu skridt til at sikre en fortsat fremtid på højeste internationale niveau i den olympiske 49er-klasse, hvor Danmark i årevis har tilhørt den absolutte verdenselite.

Det sker med en ny såkaldt take off-gruppe bestående af hele ni 49er-besætninger med primært unge sejlere, der i et fælles træningsmiljø skal bane vej for fremtidige danske medaljer ved OL i 2020 og 2024.

- Vi har en stor gruppe af unge 49er-sejlere med ambitioner og vilje til at investere en masse træningstimer de næste år for at nå op på internationalt niveau. Vi kalder det take off-gruppen. Lidt svarende til en flyver, der bruger ekstra brændstof på at komme op i rejsehøjde, forklarer Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.

Første store mål er VM 

Han ser frem til at følge de ni besætninger de næste år, hvor verdensmesterskaberne i Aarhus er første mål på vejen: 

- Jeg forventer et spændende projekt frem mod næste års VM i Aarhus som et af de første store mål for besætningerne. Og jeg er overbevist om, at gruppen rummer en besætning, der kan sejle med om medaljerne ved OL i Tokyo. Også efter 2020 er der store perspektiver. Rammerne og talentet er der, fastslår Thomas Jacobsen.       

Blandt take off-gruppens mange unge sejlere er der også erfarne navne. Tidligere OL-guldvinder Jonas Warrer er med - om end aktuelt på pause fra 49er-sejlads.

Hansen har bedre chancer i 49er

En anden erfaren sejler er Michael Hansen (26), der deltog ved OL i Rio som lasersejler, men efter en tænkepause nu har taget et markant kursskifte over i 49eren.  

- Jeg har vurderet, at mine chancer for at nå helt op i verdenseliten er bedre i 49er, hvor vi har et dansk træningsmiljø i verdensklasse og nogle af de bedste trænere, der findes. Det gør en forskel med et højt niveau ved hver eneste træning, siger Michael Hansen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion. 

Han danner besætning med 24-årige Mathias Sletten, som begge har valgt at neddrosle deres respektive studier som led i 49er-satsningen.    

- Mathias og jeg har den samme indstilling. Vi vil dét her rigtigt meget, og vi tror på, at vi kan komme op blandt de bedste, fastslår Michael Hansen.

Første test i marts 

Over de kommende uger træner take off-gruppen på Mallorca, hvor der sidst i marts sejles det traditionsrige Europa Cup-stævne Trofeo Princesa Sofia - gruppens første store internationale test. 

Senere i år følger bl.a. EM i Kiel (juni) og VM i Portugal (august).   

Motor
content-loader
content-loader
content-loader