Trafikken til de danske øer i voldsom vækst
For tredje år i træk er der vækst for samtlige ruter i Danmarks største ø-rederi. For tre af syv ruter har trafikken aldrig været større.
Af Sara Sulkjær |
I 2016 viste en undersøgelse fra Dansk Kyst- og Naturturisme, at danskernes foretrukne ferieland er Danmark. Den udvikling bliver nu understøttet af offentliggørelsen af rederiet Færgens trafiktal for 2016.
Over én million personbiler
De viser således vækst for samtlige af rederiets færgeruter til henholdsvis Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland. På tre af de i alt syv ruter er der endda tale om trafikrekorder.
- Vi har længe set en voldsom vækst i trafikken til og fra de danske øer. Efter at billetpriserne til en række danske øer blev sat ned uden for højsæsonen, er der nu sat yderligere turbo på fremgangen, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef i rederiet Færgen, i en pressemeddelelse.
- At der for tredje år i træk er vækst på samtlige færgeruter er helt ekstraordinært og endnu en understregning af, at danskerne er vilde med ø-ferie i deres eget land, fortsætter han.
Branchens primære trafikparameter i form af antallet af overførte personbiler viser, at i alt 1.124.543 personbiler blev overført via rederiet Færgens syv ruter i 2016. Det er en stigning på 6,3 procent sammenlignet med 2015.
Ø-ferie populært i Tyskland
Særligt markant er væksten på ruterne Ystad-Rønne, Kalundborg-Samsø og Esbjerg-Fanø, hvor trafikken aldrig har været større end i 2016. Ligeledes viser Færgens trafiktal, at dansk ø-ferie også er populært i Tyskland, idet færgetrafikken mellem Bornholm og tyske Sassnitz i 2016 var på sit højeste niveau siden 2003.
Prisnedsættelserne på færgebilletter uden for højsæsonen til en række danske øer blev igangsat 1. september 2016. Der var tale om markante reduktioner på op til 53 procent i forhold til normalen. Reaktionen har været overvældende med en samlet vækst i antallet af overførte personbiler på 18,6 procent fra 1. september til 31. december 2016.
Det gælder for de berørte ruter til henholdsvis Bornholm, Samsø og Fanø. For sidstnævnte har væksten betydet, Færgen har indsat 1.000 ekstra afgange mellem Esbjerg og Fanø i 2017 for at kunne følge med efterspørgslen.
Som yderligere forklaring på fremgangen peger Lindy Kjøller på øernes udvikling inden for blandt andet gourmet, kulturelle events, gode forhold til aktive ferie samt ikke mindst den ro og idyl, der kendetegner de danske øer.
Således viser Færgens interne kundeundersøgelser, at netop disse parametre er afgørende for danskernes valg af deres eget land som feriedestination.
En del af Brobizz-ordningen
Ligeledes er alle Færgens ruter blevet omfattet af Brobizz-ordningen, hvilket har gjort indtjekning lettere og færgeoplevelsen som sådan mere fleksibel. Som følge heraf har Færgen registeret en vækst på 12,8 procent i antallet af kunder med en Bizz-ordning tilknyttet en eller flere af Færgens ruter.
Også det samlede antal overførte passagerer er i vækst for alle Færgens syv ruter i det danske ørige. Her ligger tallet på 4.281.530 passagerer, hvilket er en vækst på 3,6 procent sammenlignet med 2015.
Ligeledes er antallet af overførte lastvogne steget med 9,4 procent, mens antallet af overførte busser er steget med 2,2 procent i sammenligning med 2015.