Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Reserve-rorsmand og Stegger vinder NM i H-båd efter lang pause

John Bislev fra Aarhus var standin-skipper for Steffen Stegger, der skulle til begravelse midt i stævnet, men med gode gaster Lars Christiansen og Carsten Pedersen vandt eksverdensmestrene NM.

Af Ricky Hansen og Troels Lykke |

Det sagde; ”Meep meep”, og regerende dansk mester Claus Høj Jensen må have tænkt; ”Hvad var det?”

Det var Steffen Stegger, Lars Christiansen og Carsten Pedersen, som havde støvet deres H-båd af efter halvandet års stilstand, godt hjulpet af John Bislev.

De vandt i weekenden Nordisk Mesterskab 2017 i Herslev Strand Sejlklub foran 36 H-både, viser resultatlisten

Skipper tog hjem til begravelse

Deres H-båd ”Pantaenius”, som de sammen har sejlet i 18 år var helt ustyrlig og selv om skipper Steffen Stegger måtte rejse hjem lørdag til begravelse i nærmeste familie, så fortsatte frøken ”Pantaenius” med ny indkaldt styrmand sin fart. 

Tidligere sejlmager fra MP-sejl, John Bislev, der i dag arbejder for forsikringsselskabet Pantaenius i Skive, og er gammel H-båds sejler, var hidkaldt til styrmand på H-båden fra Hadsund Sejlklub. Han sejlede således både lørdag og søndag i alt fire sejladser. Den sidste sejlads behøvede holdet ikke at sejle, der havde de allerede vundet NM.

De ringede i tirsdags

- Det var sjovt at prøve. Jeg blev spurgt tirsdag før stævnet. Men det var nemt at sejle med, de to gaster kender det hele. Båden er sat op og hurtig føler jeg, og Stegger havde sørget for at vi førte, da jeg steg om bord, så der var da pres på og vinden sprang helt vildt lørdag. Vi havde to gode starter og en mellemgod blandt andet. Det var hyggeligt at være tilbage i manegen igen, siger John Bislev, der selv sejler H-båd hver tirsdag mod Steffen Stegger-holdet i Aarhus.

I H-båds klassen er det kun ganske få point, som afgør mesterskaberne, men denne gang kunne besætningen sejle i havn før alle andre og sprang derfor over sidste sejlads.

Sølv til Høj Jensen

Claus Høj Jensen fik på hjemmebanen sølvmedaljerne med 43 point og bronzemedaljerne gik til det finske team med Jan Forsbom som skipper.

Poul Jensen fra Thisted Sejlklub sejlede et meget stabilt stævne og havde næsten bronzen i hånden, men sluttede desværre længere nede i feltet i sidste sejlads og så kunne finnerne tage bronzemedaljerne kun 1 point foran Thisted sejlerne.

Som set mange gange før som oplevede sejlerne nogle helt fantastiske dage i Herslev, hvor mange frivillige skabte nogle fantastiske rammer. God mad, moleøl og lidt musik til, så kan en sejler kun være i godt humør. 

Ros fra formanden

Formand for H-båds-klubben, Henrik Toft, fortæller i dag til minbaad.dk, at stævnet var helt i top.

- Herslev Strand Sejlklub gjorde det helt utroligt flot med musik om aftenen, god mad, gode baner (af baneleder Troels Vester, red.), men også når vi kom ind efter sejladserne var der god service. Og så var der mange nye både med i klassen, forklarer Henrik Toft, der selv stillede med ny H-båd.

Vinderne med reserve-skipper John Bislev på podiet th. Foto: Anja Dahl Jensen

H-båden fylder 50 år i år. Foto: Anja Dahl Jensen

Ole Engblom i DEN 420 laver her god luvstart. Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

International baneleder Troels Vester fra Hellerup Sejlklub i aktion. Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

NM-guldvinderne fra Hadsund havde ikke glemt at sejle, de har dog trænet til stævnet, da de deltager i tirsdagsræs i AarhusFoto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

Claus Høj Jensen med H-båds jubilæumsspiler. Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

Poul Jensen og gaster fra Thisted Sejlklub tog 4. plads. Foto: Søren Svarre, sejlfoto.dk

Se flere Søren Svarre fotos her

Motor
content-loader
content-loader
content-loader