Signe: Det uforudsigelige liv til søs - måske med Atlanterhavskryds
Hurtige beslutninger ændres hurtigt på Capibara. Nu overvejer sejlerparret at skifte det varme, turkisblå vand på Bahamas ud med Atlanten og de europæiske farvande.
Af Signe Storr |
For de fleste sejlere gælder, at livet om bord kan være uforudsigeligt, men sommetider synes det i særdeleshed at gælde om bord på Capibara. (Jeg er ikke blind over for, at det sandsynligvis har noget at gøre med besætningen om bord!)
Europa en mulighed
På nuværende tidspunkt troede vi, at vi skulle have svømmet i Bahamas’ klare vande og forsøgt at finde kokosnødder til aftensmaden, men efter at først watermakeren svigtede og derefter generatoren, der ikke længere ville lade batterierne, så besluttede vi os for at sejle retur til USA.
Vi overvejede først at sejle til Nassau for at slippe for de 200 sømil fra Exumas til Florida, men det er lidt nemmere at købe reservedele i USA, og desuden kom vi i tanke om nogle venner, der en gang sejlede 1200 sømil tilbage til USA for at købe en ny gummibåd… Så vi hev ankeret op, og satte kursen mod Fort Lauderdale.
Men vi havde også en anden årsag til at tage USA frem for at blive i Bahamas: Vi havde nemlig dagen forinden talt om, om vi skulle vende skuden mod øst og sejle til Europa, og i den forbindelse ville Fort Lauderdale være et bedre sted at forberede et Atlanterhavskryds.
Mangler sceneskift
Det er tredje sæson, vi sejler i området, og selvom vi begge synes rigtig godt om Bahamas, så har vi nok lyst til et sceneskift. Vi besluttede os derfor for, at vi i stedet for at vende retur til Bahamas, ville sætte kursen mod Europa, når vi havde fået fat i de nødvendige reservedele.
Selvom vi jævnligt lover hinanden, at vi skal ud i Stillehavet, så bliver det ikke nu. Og i den forbindelse overvejer vi også, om vi skal skille os af med Capibara. Vi kommer i den kommende tid sandsynligvis kun til at sejle mere i de hjemlige farvande, og så behøver vi ikke en langturssejlerbåd med langturssejlerudstyr. Men først går turen til Europa… troede vi!
Hurtige beslutninger står åbenbart også til at blive ændret hurtigt, så da Henrik med en ny generator stadig oplevede problemer i det elektriske system, så besluttede vi os for at blive i Fort Lauderdale – og nyde livet. Og så måtte Capibara blive sejlet hjem på et senere tidspunkt, når el-problemerne var blevet løst.
Sent på sæsonen
Men tanken om at vende retur blev alligevel liggende i baghovedet på os begge, og over morgenkaffen en dag kiggede vi på hinanden og sagde: Skal vi ikke bare gøre det alligevel? Hvis vi altså kan nå det?
I Jimmy Cornells langturs-bibel står der, at sæsonen for at sejle over Atlanten er maj og juni måned, og vi er midt i juni nu, så vi vil selvfølgelig komme af sted lidt sent på sæsonen. Men langturssejlerne på denne side af Atlanten har en anden guru, som hedder Chris Parker.
Han er en weather-router, hvilket vil sige, at han guider sejlere rundt i Atlanten bl.a. uden om storme og modstrøm fra Golfstrømmen.
Vi har tidligere haft fornøjelse af ham, da vi sejlede fra Caribien over Bermuda til Newport, og amerikanerne bruger ham gerne. (De spørger ham også, hvor meget diesel, de skal tage med. Han er en meget tålmodig mand!)
Atlanten eller Fort Lauderdale
Henrik ringede ham derfor op og spurgte, om det var en dårlig idé at sejle på dette tidspunkt af året? ”Not at all,” lød svaret fra den ellers altid konservative vejr-mand, så nu planlægger vi endnu et Atlanterhavskryds.
Altså næsten… for livet om bord på Capibara er som sagt uforudsigeligt, og lige nu venter vi på at få besøg af en elektriker, som kan fortælle os, hvorfor vi har 12V i motoren?
Så om en uge sidder jeg enten på Atlanten på vej mod Bermuda, eller også sidder jeg fortsat i Fort Lauderdale med et elproblem. Men heldigvis er der intet i vejen med Fort Lauderdale!
Capibara i Fort Lauderdale, måske på vej mod Europa. Foto: Signe Storr
De første par dage regnede det voldsomt, så vi købte en presenning til at dække for regnen. Det er ikke kønt, men praktisk. Foto: Signe Storr
Henriks arbejdsforhold den seneste uge. Foto: Signe Storr