Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Jonas Warrers lynkarriere i M32

I år har 49er-sejleren vist profferne, at olympisk træning betaler sig. Han og amatør-gasterne slog atter proffer i Helsinki og vandt andet stævne i år. Om ti dage sejles i Aarhus. Interview.

Af Troels Lykke |

Den nu 37-årige Jonas Warrer, OL-guldvinder fra 2008, der tog 4. plads sidste år ved OL i Rio i 49er, fortsætter sin succes i den internationale M32-klasse, hvor han blandt andet slog den flerdobbelte verdensmester Ian Williams, der har et dyrt betalt mandskab om bord.

Sejren kom i hus blandt Helsinkis klipper. Det skete på en yderst overbevisende måde i M32 Series Scandinavia, hvor Aarhus-holdet med amatør-gasterne Søren W. Kristensen, Jeppe Ditlev og Hans Christian Rosendahl satte otte førstepladser ind i tyve korte sejladser, hvor hver sejlads kun tog tolv minutter.

10 måneders erfaring er nok

Sejren er den anden i år for Jonas Warrer, der kun har været i klassen i ti måneder.

Men intens træning i Kaløvig i den 1,7 mio. kroner dyre M32 katamaran, han købte i november, giver nu for alvor pote.

- Vi er ved at finde ud af det, siger den jyske sejler beskedent til Aarhus Stifstidende og minbaad.dk og griner: 

- Men  det er fedt. Båden ligger godt til mig. Den minder mig om 49eren, jeg har været i on an off siden 2000, og med lidt timer i M32eren går det godt. Det er kapsejladser, hvor starten er vigtig, og hvor vi sejler efter vindtryk og spor på banen, og hvor der skal tages hurtige beslutninger. Noget, jeg kender godt til, forklarer Jonas Warrer, der sejler på teamet Wallén Racing, der har betalt startgebyret i serien i år på 120.000 kroner. Holdet støttes også af restaurant Adress i Tuborg Havn.

Ved siden af M32-sejlads arbejder Jonas Warrer som 49er-træner for det danske landshold, mens han også træner russiske 49er-sejlere i Skt. Petersborg, hvor han flyver til i dag for at arbejde. 

Næste stævne i Aarhus

Næste stævne bliver i Aarhus fra torsdag 31. august til lørdag 2. september, hvor fem M32ere kæmper foran Dokk1 under Aarhus Festuge.

- Det bliver da spændende at sejle på hjemmebane på en meget lille bane. Mine børn (på 6 og 9 år, red.) kommer og ser på, siger Jonas Warrer, der slutter af med finale i M32 Series Scandinavia i Stockholm.

Warrer-holdet jubler i Helsinki.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader