400 sejlere starter to timer senere i Silverrudder fredag
Arrangørerne vil undgå starter i svag vind, når verdens største singlehandsejlads i overmorgen skydes i gang. I år er der desuden finisher-poloer til sejlerne, lover stævneleder Ole Ingemann Nielsen.
Rekordmange solosejlere sætter fredag kursen rundt om Fyn, når sejlere fra hele verden krydser startlinjen ud for Svendborg i verdens største singlehandsejlads Silverrudder.
En sejlads, der med årene er blevet mere og mere populær, og som derfor kunne melde udsolgt på under ét døgn, da de 450 startnumre blev sat til salg 1. december:
- Vi er stadig et godt stykke over 400 til start, det bliver helt vildt, forklarer en glad stævneleder, Ole Ingemann Nielsen.
Finisher-polo til sejlerne
Arrangørerne fra Svendborg Amatør Sejlklub hviler da heller ikke på laurbærrene, selvom det nu er sjette gang, at de er med til at stå i spidsen for sejladsen.
Belært af erfaringer fra de foregående år vil den første start således rykkes to timer frem. Dermed lyder det første startskud kl. 10.00, hvormed chancen for svag vind ved den tidlige morgenstund mindskes.
Når sejlerne atter krydser målstregen, vil de i år modtage en af de ikoniske finisher-poloer. En polo, der sidste år var røget i forsøget på at spare på udgifterne ved sejladsen, men som endte med at udløse et ramaskrig fra deltagerne.
Sofasejlere med i X 99
Har man ikke mod, tid eller lyst til at tage turen alene rundt om Fyn, kan man som noget helt nyt sejle med fra sofaen. En ny eventtype, der ikke før er set i dansk sejlsport.
I meeting point vil de såkaldte sofasejlere sidde, hvor også nysgerrige vil kunne følge e-sejladsen på en separat skærm.
- Der sejles i X 99 og på samme præmisser som de øvrige deltagere. Spændende, forklarer Ole Ingemann Nielsen.
Silverrudder på Hanseboot
Også fremtidsplanerne har de fynske arrangører på plads. Til den kommende bådudstilling Hanseboot i Hamborg sidst i oktober vil Silverrudder være fysisk til stede, ligesom der arbejdes på et temaarrangement i samarbejde med udstillingen.
Det er også i slutningen af oktober, at tilmeldingen til Silverrudder 2018 vil blive åbnet. Når det endelige tidspunkt bekendtgøres, vil dette naturligvis kunne ses på minbaad.dk.