K.A.S. vil lave Danmarks bedste kapsejladsskole for breddesejlerne
50 kapsejlere med forskellige ambitioner og niveauer bliver en del af København Amatør Sejlklubs sejlerskole. Crew You! skal uddanne instruktørerne.
Af Sara Sulkjær |
Danmarks bedste kapsejladsskole for breddesejlerne skal være at finde i Kjøbenhavns Amatør Sejlklub (K.A.S). Sådan lyder den klare målsætning i klubben, der i dette efterår startede forberedelserne, der skal gøre drømmen til virkelighed.
Håbet er, at klubben med det ambitiøse mål kan blive bedre til at bakke op om kapsejlerne og dermed sørge for kontinuitet og en rød tråd. Med over 50 aktive kapsejlere med forskellige ambitioner venter der dog en udfordring for den københavnske klub.
Alle skal tilgodeses
Sejlerne er nemlig spredt på vidt forskellige niveauer, hvor nogle er helt nye på vandet, mens andre deltager i nationale mesterskaber og i Sejlsportsligaen. Men klubben vil tilgodese alle, slår formanden fast:
- Vi tror på, at med klubbens fantastiske medlemmer og en masse god inspiration udefra, så kan vi sagtens lave Danmarks bedste kapsejladsskole. Og vi glæder os til at komme i gang, understreger Charlotte Andersen, kapsejladsformand i K.A.S, i en pressemeddelelse.
I januar startes projektet op i praksis, hvor instruktørerne udarbejder undervisningsplaner og kursusmaterialer. Herefter vil der være teoriundervisning, og sejladsen på Øresund starter første uge i maj.
Inspiration udefra
Klubben har indset, at det er nødvendigt med inspiration udefra. Derfor er der lavet et omfattende samarbejde med Crew You!, som skal stå for den overordnede træning og instruktøruddannelse igennem hele 2018.
Træningsmetoden bliver et Train the Trainer-koncept, hvor Crew You! uddanner klubbens instruktører og ikke sejlerne.
- Crew You! skal udvikle kapsejladsskolen og klubbens instruktører og på den måde gøre os undværlige – det tror vi på giver den mest bæredygtige klub i fremtiden. Fremfor at vi bare sætter os ned i en gummibåd og lægger en bane, fortæller Peder Schimmell, én af idemagerne bag Crew You!.