Gå til hoved-indhold
Første start ved '100 mil i Fjorden' går fredag den 15. juni kl. 13.00. Foto: 100 mil i FjordenKapsejlads
Første start ved '100 mil i Fjorden' går fredag den 15. juni kl. 13.00. Foto: 100 mil i Fjorden

Limfjorden får ny shorthand-sejlads uden målerbrev

En 100 sømil lang rute er tegnet til de nord- og vestjyske kapsejlere, der gerne vil udfordres med single- og doublehanded-sejlads. Sejladsen, der finder sted 15.-17. juni i Struer.

Af Sara Sulkjær |

Først var det Silverruder. Så kom One Star Challenge og Vegvisir Race. Nu er den populære shorthanded-bølge så rullet i land i Limfjorden, hvor Struer Sejlklub i samarbejde med ”100 mil i Fjorden” arrangerer den første langdistancesejlads. 

Sejladsen kommer til at bære selvsamme navn som arrangørerne, 100 mil i Fjorden, og vil sejles i den vestlige del af Limfjorden for single- og two-handed køl- og flerskrogsbåde.

Mangler sejlads i Limfjorden

For arrangørerne er håbet, at den nye shorthanded-sejlads netop kan ses som et supplement til de øvrige sejladser, der som nævnt er poppet frem de seneste år. 

Flere af disse sejladser er fuldt optaget meget hurtigt, og mange må kigge forgæves efter muligheden for at deltage i sejladserne – desuden er der fra Limfjorden meget langt til disse sejladser. 

- Der mangler simpelthen en sejlads i Limfjorden, hvilket Struer Sejlklub har besluttet sig for at gøre noget ved, forklarer stævneleder, Otto G. Jensen, i en pressemeddelelse. 

For at tiltrække flest mulige sejlere vil der ikke blive stillet krav om målerbrev, da sejladsen sejles uden respit / handicap. Der er således ikke tale om traditionel kapsejlads – men derimod en sejlads der også sætter samvær før, under og efter sejladsen i højsædet.

Fur-sund vil imponere sejlerne

Den 15. - 17. juni 2018 skydes den første sejlads i gang. Det er midt i perioden med de lyseste nætter, hvilket man håber vil tiltrække mange sejlere. Foruden udfordringen med selve sejladsen byder farvandet også på flot natur: 

- Den vestlige del af Limfjorden er noget af det bedste sejladsområde i Danmark, som tillige giver mange naturoplevelser i forbindelse med sejlads. Sejladsen vil komme omkring en del af de øer, der ligger i den vestlige del af Limfjorden, ligesom sejlads langs kysterne naturligt vil forekomme, fortæller Otto G. Jensen. 

Især sejladsen gennem det smukke Fur-sund vil helt sikkert betage mange sejlere, mener arrangørerne - især om aftenen og natten.

Tracking under løbet 

Også sikkerheden er i højsædet under sejladsen, hvor Struer Sejlklub vil stille store krav til sikkerheden om bord på bådene. Alle bådene vil derfor blive kontrolleret ligesom det forventes, at Marinehjemmeværnet vil følge sejladsen. 

Samtidig bliver bådene udstyret med tracker via samarbejde med Keep Sailing således, at man på land kan følge bådene hele vejen rundt på ruten.

- Struer Sejlklub håber med dette initiativ at få mange sejlere på vandet til denne sejladsform, og især dem der ikke normalt deltager i de traditionelle kølbådskapsejladser, slutter Otto G. Jensen, der sammen med Jørgen Dahl Jepsen, Jørgen Dragsbæk og Kim Basland står bag sejladsen. 

Læs mere om den nye shorthand-sejlads her

Ruten går rundt om flere af øerne i Limfjorden, blandt andet Venø og Fur. Foto: 100 mil i Fjorden

Motor
content-loader
content-loader
content-loader