Gå til hoved-indhold
Sofie Fjeldsted Olsen i færd med at bestille morgenmad, hvilket foregik ved at smide en seddel i postkassen. Foto: PrivatfotoHavne
Sofie Fjeldsted Olsen i færd med at bestille morgenmad, hvilket foregik ved at smide en seddel i postkassen. Foto: Privatfoto

Sommerhavne: Morten Korch-agtige Endelave

- Jeg ville ikke blive forbavset, hvis der kom en mand gående med stråhat, forklarer Sofie Fjeldsted Olsen, som for tre år siden opdagede øen i Kattegat.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Denne gang fortæller 43-årige Holbæk-sejler Sofie Fjeldsted Olsen, som sejler Bavaria 37 med mand, tre børn og tre hunde, fra den blot 13 kvadratmeter store moræneø. 

Sofie Fjeldsted Olsen, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet? 

- Endelave Havn. Her synes mine børn, at det er sjovt at være, da det er en beskyttet havn, hvor de kan sejle og ro, og jeg er samtidig tæt på et naturområde til hundene. Havnen overraskede mig rigtig meget, da jeg for tre år siden besøgte den første gang – jeg havde faktisk ikke opdaget, at der var en ø mellem Samsø og Fyn.

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske havne? 

- Helt klart stemningen på øen, som også adskiller sig fra andre øer. Den er simpelthen så langt ude, at der er en særlig fred, ro og natur. Her er meget Morten Korch-agtigt. Jeg ville ikke blive forbavset, hvis der kom en mand gående med stråhat. 

- Du kommer til en ø, hvor du stort set ikke møder biler, og købmanden finder du i et almindeligt stuehus, hvor der ikke engang er reklameret med skilte. Hans grøntsager ligger i carporten, og i den oprindelige stue er der andre varer. Om sommeren inddrager han soveværelset til drikkevarer for at have plads nok.  

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Endelave Havn?

- Man skal selvfølgelig finde købmanden. På øen er samtidig fine stisystemer, så man kan eksempelvis cykle til øens nordspids, hvor vandene slår sammen som ved Skagen. På nordenden er der også frie kaniner, og man går rundt som i en naturpark. 

- På sydkysten er skrænterne specielt et besøg værd, men også i selve byen Endelave er hyggelige små-loppemarkeder. I selve havnen er bygget faciliteter, så man kan bade, og der er også minigolf. 

Hvis noget skulle forbedres i Endelave Havn, hvad skulle det så være?

- Udvalget hos købmanden kunne måske forbedres, men modsat ville det ødelægge lidt af oplevelsen ved øen, hvis man lavede ny købmand og forbedrede indkøbsmulighederne. Selve havnen er renoveret i 2011, og der er derfor gode faciliteter, blandt andet med store familiebade. 

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- De er forfaldne. Faciliteterne er ringe i forhold til mange campingpladser, og ofte ligger de tilmed i den anden ende af havnen, hvilket ikke er helt optimalt, når der er børn ombord. Det er ikke rengøringen, der fejler, men det føles bare ikke særlig rent, når der er rust, træet er rådnet, og der er gammeldags møntindkast i badet. 

- Faciliteterne er ikke prioriteret nok i havnene, og der mangler aktiviteter for børn, som krabbevæddeløb og konkurrencer på stranden. Vil man have en havn i udvikling, er man nødt til at gøre et eller andet, så det ikke kun er gamle mennesker, der kommer forbi. 

Om Endelave Havn:
Havnepladser: 100

Faciliteter: Toilet, bad, vaskemaskine, tørretumbler m.v.

Frihavn: Nej

Havnetakster: 150,00 kr. (8-12 m)

Hjemmeside: www.endelavehavn.dk

Ved ankomst til havnen mødes man af havnefoged med hat, som viser, hvor der er en ledig plads. Foto: Privatfoto

Det er ikke underligt, at flere turister har svært ved at finde købmanden. Foto: Privatfoto

Endelaves nordspids, hvor vandene mødes. Foto: Privatfoto

Få overblikket over sejlernes ynglingshavne på sommerturen herunder. Tryk på ikonerne for info om havnene. Kortet er lavet på baggrund af Minbaad.dk's artikelserie 'Sommerhavne'. 

 

<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=17A4eFG7TnNvsLD654TA7QodfhyU" width="640" height="480"></iframe>
Motor
content-loader
content-loader
content-loader