Familie med børn i Wayfarer reddet i Svendborg
Redningsmænd på Hjortø-båd: Vi gjorde bare det, vi skulle, siger de til fyens.dk efter de hjalp familie, der lå i kæntret båd de havde lejet.
Af søren stidsholt nielsen, fyns amts avis, søsiden |
Svendborg Museums veteran-postbåd bjærgede nødstedte familiemedlemmer ved Rantzausminde.
Veteran-postbåden Hjortøs to redningsmænd er helst fri for at stå frem som et par hverdagens helte:
- Vi gjorde jo bare det, vi skulle, lyder det beskedent fra Ove Huus og Singh Bhullar. De er begge fra Svendborg og frivillige i lavet omkring Svendborg Museums velpassede båd.
Tidligere på måneden var de faste to sejl-makkere stået ud i Hjortø. Målet var en hyggetur fra Svendborg til Skarø. Om bord på denne sejlads tidligt på aftenen havde de fire gæster.
- Hjortø gik i sejlrenden hjem mod Svendborg. Omkring en halv sømil - ca. en kilometer - forude observerer besætningen en kæntret jolle ud for campingspladsen i Rantzausminde. Ti minutter efter observationen var Hjortø på positionen. Her lå to voksne og to børn i vandet iført redningsveste ud for en væltet Wayfarer-jolle.
- Vandet var koldt og det blæste, så vi blev hurtigt enige om, at de skulle hjælpes op, siger Ove Huus og Singh Bhullar.
Svøm mod os
Vindforhold og lavvande vanskeliggjorde en aktion. Et par motorsejlere kom til uden at kunne yde den fornødne hjælp. De ombordværende på den ene forsøgte at hjælpe manden med jollen.
- Vi råbte til moderen og de to børn, at de skulle holde om hinanden og svømme mod os. Det lykkedes at hive den mindste om bord. Den store pige og moderen kom ved fælles hjælp og badestien også om bord hos os, fortæller Ove Huus og Shing Bhullar.
Færger passerede også dramaet. M/f Højestene dannede læ for aktionen og m/f Marstal blev varskoet om, at en redning var i gang.
- Vi sejlede Hjortø ind mod campingpladsen, så langt vi kunne. De sidste få meter gik de reddede i land uden problemer.
- Vi synes, at alle medvirkende gjorde, hvad de kunne og skulle. Alt gik heldigvis godt, fastslår de overfor Koøjet.
Dagen efter kæntringen ringede moderen fra den reddede familie og takkede Ove Huus og Singh Bhullar for indsatsen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen