Kraftig strøm og svag vind gav udfordringer i Snapsesejladsen
Sejlerne måtte kæmpe sig frem ved Farøbroen, hvor strøm og vind besværliggjorde sejladsen. DM-vinder i Scan-kap 99 var hurtigst.
Af Sara Sulkjær |
En stærk strøm ved Farøbroen udfordrede de tyve deltagende både i Sejlklubben Snekkens efterårsklassiker, Snapsesejladsen. Samtidig med strømmen måtte sejlerne dog også slås med den svage vind, der blot gjorde bropassagen endnu vanskeligere.
DM-mestre var hurtigst
Arrangørerne havde dog undersøgt diverse vejrtjenester inden sejladsens start, hvorfor deltagerne kunne stævne ud på en afkortet bane i Storstrømmen.
En fin sejlads for de tilmeldte både, hvoraf der var fem Scan-kap 99’ere. Det var nok til, at klassen som de eneste kunne dyste i deres helt eget klassebådsløb.
På startlinjen i netop en Scan-kap 99’er var klassens danmarksmestre, Christian og Benny i DEN 78 Provence. De forsvarede flot deres DM-titel ved ikke blot at vinde i deres klasse, men også at snuppe den samlede sejr i Snapsesejladsen.
De øvrige løb var en mere blandet affære, men bød alligevel på tætte dueller og spændende sejlads.
Respitstart fordel for nye kapsejlere
Spændende sejladser, som, ifølge arrangørerne selv, i høj grad skyldes respitstarterne:
- Det gør, at nogle af de knap så rutinerede kapsejlere undgår de tætte starter, og det giver altid en spændende afslutning, forklarer Steen Graves fra Sejlklubben Snekken i en pressemeddelelse.
Sejladsen afsluttedes som altid med moleøl og en efterfølgende frokost med præmieuddeling.
Se resultater fra Snapsesejladsen herunder: