Quorning først i mål i Palby Fyn Cup
Dragonfire 28 med Jens Quorning var igen hurtigst om Fyn. Det blev dog spændende til sidst, da Quorning og gaster blev indhentet ved Æbelø.
Det lignede længe den ventede, sikre sejr til trimaranen Dragonfire 28 med Jens Quorning som skipper. Så let skulle det dog ikke gå.
Ved Æbelø forsvandt vinden, hvorfor Quorning pludselig måtte se sig indhentet af flere trimaraner samt den tyske kølbåd Soto 40.
Mærkelig afslutning
Efter at have været helt nede på 3. pladsen, lykkedes det dog den erfarne sejler at hive det sidste ud af båden, som netop har fået C-foils, hvorfor han som den første kunne krydse målstregen ved dette års Palby Fyn Cup.
- Det var en meget, meget mærkelig afslutning, men vi er glade for, at vi fik lov at gøre det færdigt, fortæller Jens Quorning til Palby Fyn Cup efter sejladsen.
Anden båd i mål blev den svenske trimaran Seacart 30, mens Soto 40'eren med danske Jesper Radich ombord blev første kølbåd til at krydse målstregen ud for Bogense.
Sejlerne kæmper endnu
Det er dog langt fra alle både, der er gået i mål. I farvandet rundt om Fyn kæmper omkring 75 besætninger kl. 21.30 således for at nå målstregen, hvor modstrøm og manglende vind har voldt sejlerne problemer i går og i nat.
De svære forhold har desuden ført til, at flere sejlere er udgået af sejladsen, hvor særligt den bagerste del af feltet oplevede at lægge helt stille i området omkring Den Gamle Lillebæltsbro.
Herunder også Minbaad.dk's Sara Sulkjær, der kan fortælle om flere større kølbåde, der trods ihærdige forsøg med spiler måtte opgive at passere broen i aftes.
Desuden måtte de fortrinsvis mindre både, som lykkedes at nå under broen ved Fyns-siden, søge tæt under land og kaste anker for ikke atter at drive med strømmen.
De bagerste sejlere kæmpede en hård kamp mod strømmen i Lillebælt. Foto: Sara Sulkjær
Særligt flerskrogsbådene, som startede sidst, løb ind i problemer ved Lillebælt, hvorfor flere valgte at kaste anker. Foto: Sara Sulkjær