Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Landmark 43 fra Kerteminde kom først i Sjælland Rundt, nu sejler den i Polen. Foto: DR Irena Eris

ORC-EM: Danmark fører nationskonkurrence i Gdansk

Sejladserne i Polen startede onsdag med en offShore-sejlads på 42 sømil. Danmark fører nationskonkurrencen. Chris Nørgaard fra Landmark 43 fortæller. Dansk Swan 45 vandt sejlads.

Af Troels Lykke |

Rorsmand Chris Nørgaard fra CrewYou sejler på den fynske Landmark 43 ”Min Ide” ejet af Thomas Lund-Hansen og beretter fra stævnet.

ORC EM 2017 i Gdansk Polen er nu startet. Vores båd, en Landmark 43 fra Kerteminde, ankom onsdag i sidste uge og tiden siden starten i går er blevet brugt på masser af træning og bådklargøring.

Specielt klargøring af de sidste detaljer tager altid længere tid end forventet.

Stævnet og dagen i går blev startet med en offshoresejlads på 42 sømil. Sejladsen startede vi med masser af vind og op til 18 knob i pustene.

Herefter gik det vindmæssigt kun en vej, hvilket betød, at feltet i A og B-grupperne knækkende over i flere små felter. Hen under aften kom vinden igen med ca. 6 knob.

Dansk Swan 45 vandt

Tarok VII med Erik Berth vandt ganske fortjent premieresejladsen i Class A – Min Ide blev fanget i et af vindhullerne og endte på en liden imponerende 9. plads.

I Gruppe B sejlede Peter Buhl en imponerende 2. plads hjem og Steen Toftebjerg landede Stony på en 10. plads. I Gruppe C blev Steen Christensen med Happy Hour nummer 9.

Torsdag stod programmet på to inshore-sejladser i op til 16 knob, vind fra land og fladt vand.

Tætte dueller

I gruppe A havde Tarok VII igen en god dag med en 2. og en 3. plads og ligger de nu samlet nummer to i Class A. Min Ide lavede to 6. pladser og ligger samlet nummer 8. For vort vedkommende går det langsomt, men sikkert i den rigtige retning.

Sejladserne var i forhold til vind og vejr ret ukomplicerede, men det svære er, at sejladserne er ekstremt tætte og de konkurrerende både er sejlet af nogle virkelig dygtige sejlere. Så det er fair racing og det er helt sikkert de bedste både der vinder og fører.

I Class B (som sejler på samme bane som A-gruppen) lavede Sirena to 7. pladser og ligger samlet nummer 5. Stony har lavet en 12. og en 13. plads og ligger nu som nummer 10.

I Class C fik Happy Hour en 14. og en flot 4. plads og kan overnatte på en 6. plads.

93 både

Der er i alt 93 deltagere fordelt på de tre klasser og stævnet er overordnet vældig godt arrangeret.

Bådene er placeret i en race village midt i den gamle bydel og Pomeranian Sailing Association i Marina Gdansk har sat nogle flotte og festlige rammer op for sejlerne, med scene, DJ og gigantisk storskærm hvor sejladserne kan følges.

Vi glæder os til de næste dage og vil løbende rapportere hjem samt sende ønske om tørvejr, fortæller Chris Nørgaard.

Resultater : orceuropeans2017.com og på facebook.com/orceuropeans2017

Foto: DR Irena Eris/ORC EM

Danske Stony, en Xp44, ses her helt til luv. Foto: DR Erina Eris/ORC EM

Motor
content-loader
content-loader
content-loader