Det nye vandscooterkørekort vil ikke løse problemer i fremtiden, mener Benjamin Kristensen, Duelighedsklubben, der skriver følgende til motorbaadsnyt.dk:Erhversministeren meddeler, at han vil løse problemet med uansvarlig vandscootersejlads ved at splitte speedbådsbeviset op i to forskellige prøver. Ét til speedbåde og ét til vandscootere.
Trofaste læsere af minbaad.dk kan bevidne, at
Duelighedsklubben i årevis har prøvet at hugge hovedet af speedbådsbeviset, og nu har dette uvæsen fået to hoveder... uhadadada... en Hydra har sneget sig ind i danske farvande.
Uansvarlig politikeradfærd
Når speedbådsbeviset ikke er søsikkert, laver man altså bare et speedbådsbevis mere, og kalder det for vandscooterbevis. Ikke fordi det hjælper på søsikkerheden, men antageligt fordi det ser godt ud i pressen og således giver stemmer til næste valg.
Så længe myndighederne ikke har seriøs kontrol med de statskontrollerede fritidssejlerprøver, kan man lave alle de regler, man vil. Vi har set denne uansvarlige og farceagtige adfærd fra politikerne før.
Bare se hvor hurtigt "speedbådsbeviset" gik i forfald og blev en livsfarlig sutteklud for ubevidst inkompetente bådførere. Nu gentager de myndigheder, der burde vise ansvarlighed, tilsyneladende denne totale lovgivningsfiasko: Regler uden tilstrækkelig kontrol.
Nedturen vil blive styrket
Intet vil ændre sig ved at splitte speedbådskørekortet op i to versioner, hvis prøvernes kvalitet ikke kontrolleres effektivt. Tværtimod vil anarkiet og den moralske nedtur omkring kvalitetskontrollen med fritidssejlerprøverne antageligt bare blive styrket.
Højhastighedsfartøjer er stadig livsfarligt legetøj i ukyndiges hænder, og morgendagens mennesker på, i og ved vandet kommer tilsyneladende til at leve livet farligere i fremtiden end nogensinde i mine over 50 år som aktiv sejler.
De bedste sejlerhilsner til alle
Benjamin Kristensen, bestyrelsesformand for Duelighedsklubben