Gå til hoved-indhold
Stål & Form producerer møbler, møbeldele og inventar til superyachts, hvor udtrykket spiller en langt større rolle end selve prisen. Foto: Lars Aarø, FokusUdstyr
Stål & Form producerer møbler, møbeldele og inventar til superyachts, hvor udtrykket spiller en langt større rolle end selve prisen. Foto: Lars Aarø, Fokus

Dansk firma Stål & Form leverer til superyachts

Værksted for feinschmeckere. Stål & Form har fundet sin niche som leverandør til designere af møbler og inventar til superyachts. Alt produceres på maskinværkstedet i Odder.

Af René Wibholt |

Specialproduktion: Finish er altafgørende for Claus Sønderby, der ejer og driver Stål & Form.

På virksomheden bliver der bl.a. produceret eksklusive møbler, møbelstel og inventar til superyachts, hvor produktets udtryk har større betydning end selve prisen.

En af kunderne, der er en af verdens førende designere inden for maritim indretning, har gennem de sidste 11 år bestilt alt lige fra forgyldte barstole til spiseborde og stole med stel i poleret stål eller messing.

Spejle sig i overflader

Overfladerne er ifølge Claus Sønderby så blanke, at man kan spejle sig i dem. Møblerne skal ikke blot være udformet med lækre detaljer, de skal også have robuste overflader, som kan tåle de barske forhold med vind, vejr og saltvand, når de står på skibets dæk året rundt.

- Vi prøver at koncentrere os om nicheproduktion, som er sjovere og mere udfordrende at lave, og hvor vi kan holde en fornuftig indtjening. Mange af de ordrer, vi får til superyachts, er jo et styk- eller to styks produktion, fortæller Claus Sønderby, der er uddannet smed.

- Vi hjælper kunden med at finde den optimale produktionsløsning og tegner oftest emnerne op i 3D. Hvordan opgaven i praksis skal udføres, snakker vi sammen om her på maskinværkstedet. Vi hjælper altid hinanden, tilføjer han. 

Lækre overflader

Stål & Form har 15 år på bagen og flyttede for halvandet år siden til nyere og langt større lokaler i Odder. Siden er antallet af medarbejdere vokset til ni – måske snart et par stykker til, for virksomheden leder efter såvel en smed som en lærling. Væksten er over de sidste tre år steget med i alt 35 procent.  

På maskinværkstedet bliver produktionsteknikker som CNC-styret spåntagning (to maskiner købt hjem inden for de sidste fire år), svejsning, slibning og polering samt den afsluttende overfladebehandling kombineret.

Og Claus Sønderby pointerer, at overfladerne gerne må være lækre at røre ved.

Samlinger ses ikke

- Nogle af produkterne bliver svejset sammen og slebet ned, så man overhovedet ikke kan se samlingerne. Sidste del af slibningen foregår med korn 600, inden de bliver poleret. Det er opgaver, der stiller store krav til stålkvalitet og ikke mindst forståelse for materialer, forklarer Claus Sønderby.

Der bliver arbejdet med messing, syrefast rustfrit stål, kobber og aluminium, som ofte bliver ”smedet” sammen med materialer som træ, sten og glas.

- Det er sjovt at producere noget, som kunderne ikke kan få andre steder. Vi er dedikeret til det, vi laver, siger Claus Sønderby.

- Jeg brænder for håndværket, arkitektur og design og er vel en feinschmecker, siger Claus Sønderby. Foto: Lars Aarø, Fokus

Motor
content-loader
content-loader
content-loader