Efter indledende dage med aflysninger er det endelig lykkedes at få gang i sejladserne ved 49er- og 49erFX-klassernes VM, der sejles ved Atlanterhavskysten ud for Porto i det nordlige Portugal.
De danske OL-bronzevindere Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen har fået en fremragende VM-start med sejre i tre af deres seks indledende kvalifikationssejladser. Torsdag hentede de en 1, 6, 1, 2-serie i de fire sejladser.
OL-podiet i VM's top-tre
Det er da også en begejstret besætning, der nu er gået i land efter en hård dag på Atlanterhavet:
- Start og fart var afgørende i dag. Vi havde fokus på starterne, som gik ok, og vi havde rigtig god fart, heldigvis. Og endte med en super god serie, siger Katja Salskov-Iversen om dagen, der også bød på et møde med de enorme bølger, som Atlanterhavskysten er kendt for.
- Vinden startede stille og roligt ud og blev stærkere i løbet af dagen, hvilket også gjorde bølgerne større og faktisk på grænsen til det uhyggelige til sidst, forklarer hun videre.
Dagens resultater rækker til en samlet andenplads i klassementet, hvor danskerne lige nu deler podiepladserne med de samme to besætninger, som de besteg OL-skammelen med i Rio for et år siden - henholdsvis Maloney/Meech (NZL), der fører VM, og OL-guldvinderne Grael/Kunze på en aktuel tredjeplads.
Baad og Thusgaard med fremme
Også de tidligere danske VM-sølvvindere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard har fået en god VM-indledning og ligger på en samlet femteplads - efter placeringer udelukkende mellem tre og seks i de første seks sejladser.
Værd at fremhæve er også den nye besætning med Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby på en 11. plads blandt de i alt 56 startende besætninger.
I mændenes 49er-klasse er ingen af de fire danske besætninger med fremme.
Nu gælder det medaljekampen
Aflyste sejladser de første VM-dage tvinger arrangørerne i Porto til at sløjfe de resterende planlagte kvalifikationssejladser. Det betyder, at der fredag tages hul på finalesejladserne, hvor de bedst placerede møder hinanden i samme felt.
VM-stævnet slutter lørdag.
Få overblikket over de danske placeringer ved VM herunder:
49erFX:
2: Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen
5: Ida Marie Baad og Marie Thusgaard
11: Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby
41: Katrine Bendix og Line Just
49er:
39: Joakim Salskov-Iversen og Markus Oliver Nielsen
43: Frederik Just og Jakob Precht
69: Michael Hansen og Mathias Sletten
76: Claes Meier-Andersen og Carl Emil Nielsen
Se alle resultater her.
De danske 49erFX-piger er her samlet i Porto, hvor de i flere dage måtte vente på vind. Foto: Team Jena og Katja / Facebook