26 både tilmeldt Limfjordens nye single- og two hand-sejlads
Struer Sejlklubs langdistansesejlads, 100 mil i Fjorden, er kommet flot fra start. 15.-17. juni kapsejler de i øjeblikket 26 både i den nordvestlige del af Limfjorden. Kommune støtter.
Af Troels Lykke |
Sejladsen 100 mil i Fjorden afvikles såvel som single-handed som for two-handed sejlads i kølbåde og flerskrogsbåde.
Det gøres for 750 kroner i startgebyr, hvilket er et par tusinde kroner under Danmarks dyreste kapsejlads, Vegvisir Race, der koster 2.958 kroner for two hand-sejladsdelen, viser et tjek på minbaad.dk.
Struer Sejlklub kan melde om god tilslutning til sejladsen – tilmeldingerne har nu nået et tilfredsstillende niveau – i alt 26 både – for et projekt, som sættes i søen for første gang.
Det forklarer stævneleder Otto G. Jensen fra Struer Sejlklub til pressen.
Sejladsen foregår i den nordvestlige del af Limfjorden med start og målgang i Struer den 15. – 17. juni 2018, og sejladsen kommer vidt omkring i den smukke natur, der er i dette område af Limfjorden.
Single- eller doublehanded - kommune støtter op
- Sejladsformen single-handed og two-handed bliver stadig mere og mere populær, og det er Struer Sejlklubs ønske at udvikle denne type sejlads i området. Der er således tale om et udviklingsprojekt, og dette projekt har også fået positive tilkendegivelse fra Struer kommune, der støtter projektet økonomisk, forklarer Otto G. Jensen.
På 100 mil i Fjordens hjemmeside kan man følge udviklingen i sejladsen, herunder tilmeldingerne. Endvidere er der en god oversigt over sponsorer, der støtter projektet.
- Planlægningen går nu ind i den sidste fase op til selve afviklingen af stævnet. Struer Sejlklub satser på at gøre dette stævne til en stor oplevelse for sejlerne at komme til og besøge byen samt deltage i det sociale samvær før og efter sejladsen, forklarer Otto G. Jensen.
Noget for publikum
Struer Sejlklub vil også forsøge at gøre noget for publikum, så sejladsen kan følges på lidt tættere hold – så hvis nogle har interesse i at følge starten fredag eftermiddag og ankomst til Struer lørdag eftermiddag kan de rette henvendelse til stævneledelsen i informationen/bureauet i Struer Sejlklubs klubhus på havnen.
Arbejdsgruppen omkring initiativet til gennemførelsen af sejladsen 100 mil i Fjorden udgøres af Otto G. Jensen, Jørgen Dahl Jepsen, Jørgen Dragsbæk og Kim Basland.
Yderligere information ses på www.100milifjorden.dk eller på Struer sejlklubs hjemmeside www.struersejlklub.dk.