Thurø Sejlklub lærer de unge om plyndringer på sommerlejr
1000 års opdagelser på én uge, er hvad 25 unge sejlere fra Thurø Sejlklub gennemlever i årets Sommersejl. Fx om vikingernes plyndringer.
Af Troels Lykke |
Deltagerne i sommersejl får i løbet af ugen fortalt historier og tilegnet sig evner, så de kan tage på opdagelse i verden.
Hele ugen er skruet sammen som en samlet fortælling om de maritime opdagelsers vigtighed og forløb. Mandagen startede i vikingetiden, hvor eleverne blev trænet i sejlads, plyndring, handel, navigation og at finde vej efter solen.
Det fortæller Thurø Sejlklub til minbaad.dk.
Hver dag skal der tegnes søkort over dagens opdagelser.
De kommende par dage byder på ture til middelalderen og til de store opdagelsers tid, hvor sejlerne skal knække Silkevejens monopol på handel med krydderier og kostbarheder ved selv at finde ruten til der, hvor peberet gror!
Vitus Berings fodspor
Torsdag går eleverne eksempelvis i Vitus Berings fodspor for at finde ud af, om Thurø virkelig er landfast med Fyn eller om der faktisk er en Nordøstpassage!
For at de ikke får skørbug af strabadserne skal der selvfølgelig indtages rigelige mængder af lemonade.
Svendborg Museum og sejlklubben har de sidste tre år samarbejdet om historiske sommersejladser, så deltagerne både kan blive bedre sejlere og lege historisk viden ind i det gode sommervejr. What's not to like?
Glade sejlere på Sydfyn.