Jeg er kommet på dybt vand. Ikke kun ekkoloddet vidner om de nye dybder - også de amerikanske gloser, der konstant flyver gennem den lille salon fortæller mig, at jeg er nået ud, hvor jeg ikke helt kan bunde.
Med et rundt 10-tal ved folkeskolens afgangsprøve, ifølge lærer og censor primært baseret på mit ivrige engagement ved det grønne bord, som hidtil bedste engelske resultat, lå det bestemt ikke i kortene, at jeg skulle hoppe ombord hos en amerikansk familie.
Delfiner på første sejltur
Men nu er jeg her. T-shirts, solcreme og tandbørste har fundet deres plads på Nauticat 40’eren, ligesom jeg også selv finder mig til rette på den finskbyggede båd fra 1985.
Far Tom, der med sit halvlange skæg tager sig ud som en ægte sejler, mor Sandi samt Andy og Dylan på henholdsvis fire og seks år har alle taget godt imod mig.
Ja, selv delfinerne aflagde et visit, da vi stævnede ud på min første, 45 sømil lange sejltur fra Los Angeles til
Dana Point, lidt længere nede ad vestkysten.
Efter halvanden uge i området, der blandt andet bød på en besværlig montering af solpaneler og et besøg i Disneyland, er de romantiske eventyr om pirater og gamle søkort nu endelig skiftet ud med kortplotter, ekkolod og sejltrim.
En besværlig ankring
Efter en 30 sømil lang sejlads, primært for motor i den lette vind, ramte vi onsdag turistøen
Catalina. Et øhop, der blev udskudt, efter at en orkan, en smule unormalt for denne årstid, ligeledes planlagde at lægge vejen forbi.
Orkan eller ej. Selv i de relativt lette vindforhold måtte alle (voksne) mænd på dæk for at fange ankerbøjen og med sammenbidte tænder trække de to tilhørende for- og agterfortøjninger, der var fæstnet på bunden, op af vandet.
I fralandsvind og med agterstavnen tvunget mod land blev dette fortøjnings-stunt, der uden tvivl frigør plads til uhyre mange lystsejlere i den travle sommerperiode, bestemt ikke lettere.
Med en pris på 50 dollars pr. nat er det derfor ikke kun pengepungen, der lider efter nogle dage i Avalon Bay. Også musklerne er ømme og ser frem til dage for eget anker i de øde bugter.
Dage, hvor unødvendigt mange kræfter ikke må i brug for at sikre den afgørende forbindelse til fortøjningstovet.
Ikke blot gode vinde
Forhåbentligt vil jeg netop her i stilheden ligeledes være i stand til at finde det mentale tov, der kan holde mig fast i eventyrets glæder, når Danmark, venner og familie synes langt væk.
For selv med solbrillerne solidt plantet på næsen, et beskyttende lag solcreme på kroppen og hvide sandstrande med tilhørende palmer så langt øjet rækker er det ikke udelukkende favorable vinde, der lurer i horisonten.
Måske de en dag vil overtage vejrprognoserne. Måske ikke. Uanset hvad er jeg glad for at have kastet mig derud, hvor jeg ikke helt kan bunde.
Sara
Sara Sulkjær vil være ombord på Nauticat 40'eren 'Korvessa' frem til slutningen af januar. Båden ses her med to master i baggrunden. Foto: Sara Sulkjær
En flok delfiner legede omkring sejlbådens stævn i farvandet ud for Los Angeles. Foto: Sara Sulkjær
For anker ved rigmandsbyen Dana Point. Foto: Sara Sulkjær
Kurs mod den naturskønne Catalina Island. Foto: Sara Sulkjær
I Avalon Bay må sejlerne fange de sorte pinde, som er fastgjort til to fortøjninger, der skal fastgøres i henholdsvis for- og agterstavnen. En besværlig proces, som må være stort set umulig for singlehand-sejlere. Foto: Sara Sulkjær
Tur
