EM-bronze i Nacra 17 efter ulykke – Lübeck indstilles til stor pris
Landsholdssejler i Nacra Christian Peter Lübeck er én blandt tre kandidater, der er nomineret til den nystiftede Intet er umuligt-pris, der uddeles ved DR's gallashow Sport 2018, den 5. januar.
2018 ryger ikke i glemmebogen lige med det første for Christian Peter Lübeck.
Tilbage i februar var den 27-årige Nacra-sejler ude for en yderst alvorlig træningsulykke på New Zealand.
Det fortæller Dansk Sejlunion i deres nyhedsbrev.
Ulykken var millimeter fra at koste ham førligheden i det ene ben, og han måtte efterfølgende gennem et langt genoptræningsforløb.
Blot fem måneder efter ulykken var han tilbage i Nacra'en på højeste niveau, da han sammen med Lin Ea Cenholt vandt bronze ved EM i Polen.
Og få uger senere sluttede den danske top-Nacra på fjerdepladsen ved VM i Aarhus – og sikrede samtidig en dansk nationsplads ved OL i Tokyo 2020.
Christian Peter Lübecks dramatiske og i sidste ende succesrige 2018 har med rette vakt opsigt langt ud over sejlsportens egne rækker – og fører nu til, at han er den ene blandt tre nominerede til Toyota, DIF og Team Danmarks nystiftede Intet er umuligt-pris.
Verdenstop trods svær vej
Intet er umuligt-prisen har til formål at hædre atleter, som formår at nå verdenstoppen trods svære forudsætninger, hvad enten det handler om fysiske barrierer eller måske manglende bredde eller faciliteter inden for deres idræt.
"Eliteatleter er ofte gjort af et særligt stof. De er ambitiøse, målrettede og dedikerede, og der findes utallige eksempler på atleter, som formår at kæmpe, selv når det ser sværest eller endda umuligt ud. Alle tre kandidater er fornemme eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre at nå toppen, selv om udgangspunktet er vanskeligt, eller de møder voldsom modgang undervejs på vejen til verdensklasse," siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.
Sejler, ishockeyspiller og pararytter
Foruden Lübeck er ishockeyspilleren Lars Eller og pararytter Stinna Tange Kaastrup nomineret til prisen.
Lars Eller var i år den første dansker nogensinde til at vinde ishockeysportens største trofæ, Stanley Cup'en.
Tilmed scorede Eller det afgørende mål, der sikrede hans klub, Washington Capitals, sejren i den nordamerikanske liga.
Alt dette på trods af, at Lars Eller kommer fra et land med kun få skøjtehaller og tilsvarende få ishockeyspillere.
Pararytteren Stinna Tange Kaastrup er født uden ben, men formåede ikke desto mindre i år at vinde VM -guld inden for paradressur – hvilket bl.a. har sikret hende en nominering som Årets Atlet i det internationale rideforbund.
Vinderen af Intet er umuligt-prisen afsløres ved DR's Sport 2018-galla i Herning den 5. januar 2019. Ud over hæderen bliver vinderen belønnet med en vindercheck på 75.000 kr.
CP er gast for Aarhus-sejleren Lin Cenholt. Her ses de ved VM i Aarhus, hvor de lige mestede en podieplads, selvom de ellers førte VM. Foto: Peter Brøgger
<iframe width="600" height="423" src="https://www.youtube.com/embed/Bj4YNn63Fww" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>