Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ditte Juul sidder her i midten ud for Kerteminde.

Børn af curlingforældre og Classic Fyn Rundt - lærer Ditte Juul forklarer

Tidligere elitesejler, underviser på Oure og medlem af Dansk Sejlunions bestyrelse, har sejlet Classic Fyn Rundt med 17 elever. Her er hendes tanker om turen, der gør drenge til mænd.

Af Troels Lykke |

Årets Classic Fyn Rundt er nu veloverstået og sikken en tur. Det blev ikke til nogen fartrekord, men det var alligevel en fantastisk oplevelse på så mange måder, skriver Ditte Juul på sin Facebook-profil.

Hun fortæller videre efter turen på DS 37eren:

Da jeg arbejder med unge mennesker, interesserer det mig naturligvis, hvad der skrives og siges om netop nutidens unge.... og der siges rigtig meget :)

De er børn af curlingforældre, de giver op, når de møder modstand, de er ude af stand til at tage beslutninger, fordi de er vant til, at det bliver gjort for dem. De er egoistiske, og tænker kun på hvad er vigtigt for mig.

Til det netop overståede Fyn Rundt havde jeg fornøjelsen af, at sende 17 unge Oure Efterskole-sejlelever afsted, fordelt på tre både. 

Sejladsen varede for alle tre både ca. 37 timer, det vel at mærke på en DS37 uden det mindste komfort (eller toilet!). I løbet var tilmeldt 115 både, men kun 47 gennemførte, resten udgik undervejs.....

En fed tur og varm

Det var en fed tur med spilersejlads fra Fynshoved til Helnæs.

En VARM tur, hvor vi kæmpede mod varmen, og med alt vi havde kært for at komme under Svendborgsundbroen, som faretruende lå lige bag os og forsøgte at "slæbe os" tilbage, efter vi havde kæmpet i timer for at komme under den - i modstrøm.

For derefter at ligge for anker ved Skansen i Svendborgsund og forsøge af flere omgange at komme afsted, men igen modstrøm. 

Igen for anker i Storebælt, hvor der var totalt perfekt ro-vejr fra 11.00-20.00... Vi oplevede masser af marsvin, mens vi lå der, badede, hørte musik, sov og spillede kort. 

Igen i modstrøm

Til sidst kom endelig en lille aftenbrise, og vi kunne endelig komme igennem Storebæltsbroen (igen i modstrøm) kl. 21.30. 

På den anden side kom den lækreste vestenvind og bar os hele vejen ind til Kerteminde med 6-7kt - igen for spiler, bare lige for at slutte turen ordentligt af, som den startede.

Mine 17 efterskoleelever gennemførte alle sejladsen. De var pressede ligesom alle andre, de tog beslutninger om, hvor der skulle sejles hen i fællesskab - og betalte prisen, når taktikken ikke holdt.

De passede på hinanden og gav plads, når nogen havde behov for søvn, de arbejdede med sig selv og gennemførte som et hold.

Jeg er fan af Fyn Rundt

Jeg er fan af Fyn Rundt, den giver SÅ mange gode snakke om sejlads, alt og intet. 

Jeg er ikke i tvivl om, at det er med til at danne de unge sejlere i deres videre sejlerliv, ligegyldigt hvilken retning det tager dem.

Jeg er især også fan af den efterfølgende magiske søvn, man kan opnå i egen seng efter så mange vågne timer.

Ditte-mor er stolt af sine sejlelever.

Det var en laaang tur i år, men 17 elever gav ikke op. Foto: Ditte Juul

Sejlsporten kan danne unge mennesker, der har godt af at være væk fra deres curlingforældre. Foto: Ditte Juul/Oure

Motor
content-loader
content-loader
content-loader