Baad og Thusgaard udbygger VM-føring uden at sejle
Uden selv at sejle øgede Ida Marie Baad og Marie Thusgaard deres VM-føring i 49erFX. I Laser Radial er Anne-Marie Rindom fortsat i front. Gode resultater i Nacra 17 og RS:X.
Af Troels Lykke |
Præcis som mandag var også tirsdag ved VM i Aarhus præget af manglende vind, udsættelser og aflyste sejladser.
De første sejladser i Laser Radial-guldfeltet med førende Anne-Marie Rindom var planlagt til start kl. 14.30 og ville dermed ramme de danske tv-seere via en livesending på DR1. Sådan gik ikke, desværre. Først hen under aften lykkedes det at få afviklet en enkelt finalesejlads i let vind.
Rindom kæmpede sig tilbage
Anne-Marie Rindom kom dårligt fra start og måtte fra en position i 30'erne kæmpe sig op gennem feltet for til sidst at gå i mål som nummer 13 – efterfølgende korrigeret til en 12. plads, da en foranliggende sejler blev diskvalificeret.
Et forsøg på at gennemføre anden sejlads blev afblæst på første opkryds, og hen omkring kl. 20.00 var sejlerne fortsat på vej i havn.
Med 12. pladsen bevarer Anne-Marie Rindom sin samlede førsteplads. Dog nu kun et enkelt point foran amerikanske Paige Railey. Laser Radial-feltet er på vandet igen onsdag.
Dårlig start kostede for Jena og Katja
I kvindernes 49erFX var den ene halvdel af bådene på vandet til en enkelt sejlads, heriblandt Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der måtte nøjes med en lidt skuffende 16. plads.
"Det var under vores egne forventninger. Vi kikser lidt med nogle beslutninger i starten, og så er det svært at hente hjem derfra," sagde Jena Mai Hansen.
"Vi følte os egentlig klar til dagen og havde god fart, så det var lidt af et antiklimaks. Nu glæder vi os til at sejle videre i guldfeltet og forhåbentlig få noget mere vind, så vi kan få nogle fair sejladser," supplerede Katja Salskov-Iversen.
"Alt i alt har vi nok fået en bedre start på VM, end vi havde forventet med vores 13 dages træning forud. Men vi er konkurencemennesker, og når vi er derude, så er det for at vinde," sagde Jena Mai Hansen videre.
Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby klarede sig glimrende med en syvendeplads i samme sejlads. De ligger samlet på en 18. plads.
Dansk Nacra på fjerdeplads
I Nacra 17 var Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck igennem to sejladser i den lette vind – med en fremragende andenplads i første sejlads og en brugbar tiendeplads i næste.
Det placerer dem på en samlet fjerdeplads i tabellen forud for Nacra'ernes finaleserie, der begynder torsdag.
"Vi er fint tilfredse. Vores mål var at lave en stabil serie uden placeringer uden for top-10. Det er lykkedes lige akkurat. På den måde har vi gemt vores fratrækker til brug i guldfeltet," sagde Christian Peter Lübeck.
"Vi har ikke vundet noget, men heller ikke tabt noget, og det er det vigtigste. Vi går godt på kryds og læns. Og vi har fart, derfor har vi kunnet sejle os op fra et par starter, hvor vi har haltet. Det er helt klart starterne, vi har fokus på, når vi nu går ind til vores hviledag," supplerede Lin Ea Cenholt.
Lokal RS:X'er overrasker
Den lokale RS:X-surfer Lærke Buhl-Hansen står lige nu for det danske holds måske største positive overraskelse.
Tirsdag blev hun noteret for en storartet 9, 4, 7-serie og er samlet på en 12. plads før finaleserien begynder torsdag. Samtidig ligger hun lige nu komfortabelt i forhold til at kvalificere Danmark til OL.
Hos mændene gik det til gengæld mindre godt for Sebastian Fleischer. Efter en stærk VM-åbning forleden måtte han tirsdag indkassere en frustrerende 11, 27, 16-serie, hvilket rykker ham ned på en aktuel 17. plads – og tilmed lidt uden for OL-pladserne.
Hidtil bedste for André Højen
Finnjolle-sejler André Højen Christiansen var tilbage på vandet med manér, da han i første sejlads hentede en sjetteplads – hans bedste sejlads ved VM, og det skete tilmed i guldfeltet.
Han fulgte op med en 23. plads i anden sejlads og ligger nu på en samlet samlet 31. plads – som han får mulighed for at forbedre yderligere, efter det sent tirsdag aften blev besluttet at programsætte to sejladser på Finn-sejlernes planlagte reservedag (onsdag).
Og netop onsdag venter en uhyre spændende danskerdag - med guldfelt-sejladser i både 49erFX og Laser Radial, de to klasser med danskere i spidsen. Også 49erne er tilbage på vandet, her er tre danske både klar i guldfeltet. Nacra 17 og RS:X har hviledag.