Status quo med gæstebåde i Nyborg - plus maritim butiksdød
Sommeren 2018 har budt på solrigt vejr i Danmark, men det har ikke fået flere sejlere til Nyborg, fortæller havneleder Per Weiskvist. Samtidig er to maritime butikker lukket på havnen.
Af Troels Lykke |
Varmen har ikke fået flere besøgende både til Nyborg. Det konstaterer lederen af Nyborg Marina, Per Weiskvist, i et nyhedsbrev, der netop er sendt ud til marinaens brugere.
Statistikken fortæller om status quo i forhold til sommeren 2017, der jo var helt anderledes med kulde, regn og blæst.
Det skriver fyens.dk
En af forklaringerne på de skuffende gæstetal er i følge nyhedsbrevet det faktum, at Nyborg sidste sommer var vært for både et stort træskibstræf og for et stort jubilæumsarrangement for Danske Tursejlere. De to begivenheder gav mange overnatninger sidste år.
Assens og Kerteminde øger besøgstal
Andre fynske havne har oplevet fremgang - for eksempel kunne Assens tidligere på året melde om 30 procents fremgang i forhold til året før, mens Kerteminde midt i juli havde en fremgang på omkring 10 procent.
Nyt marina-projekt på vej
- Det bliver dejligt når vores marina-projekt står klar, så vi kan sætte tryk på markedsføring af voresflotte havn, specielt i det nordtyske og resten af Danmark, skriver Per Weiskvist i nyhedsbrevet.
Nyborg Marina er midt i en stor ombygning for omkring 100 millioner. I år har en del af den gamle lystbådehavn således været omdannet til byggeplads for nye klubhuse, sejlerstue og nyt kontor til havnelederen, fortæller Fyens.dk
To maritime butikker er lukket i år på havnen i Nyborg. Til stær ærgelse for lokale sejlere, konstaterede minbaad.dk i år, efter vi sejlede dertil. Også gæstesejlerne er utilfredse med at de ikke kan købe ting til båden i havnen. Foto: Troels Lykke