Langtursblogger Cille om afgang fra St. Martin: Vi trænger til nye eventyr

Vi trænger til afgang fra St. Martin. Vi opdager ikke bådvragene og de smadrede bygninger mere.

Vi glemmer at tage på opdagelse på øen, fordi vi snart har været alle steder. Der er gået for meget hverdag i den her på Johanna og vi trænger til noget nyt. Vi sejler til Bahamas

Skibsvrag og ødelagte bygninger

Nu har vi været på St. Martin siden starten af januar. Vi har været igennem forskellige faser i forhold til øens tilstand og i forhold til at være her.

I starten var vi chokerede over de mange skibsvrag, de ødelagte bygninger og den stemning af manglende håb, som vi oplevede hang over alle de lokale. De følelser har vi sluppet nu.

Vi er blevet vant til at sejle udenom de mange skibsvrag, hoppe over mursten og skrald på gaden - og stemningen... den har vi vænnet os til eller også er vi blevet en del af den og opdager den derfor ikke mere.

Derfor ved vi godt, at nu er det på tide at komme afsted. Også selvom afgang herfra betyder afsked med en masse mennesker, som vi ikke ved om vi nogensinde ser igen. Og det er hårdt hver gang der skal tages afsked.

Familien er klar til nye eventyr

Vi er klar til at komme videre. Vi trænger til nye eventyr, nye indtryk og omgivelser vi ikke kender.

Vi trænger til at skulle lede efter den bedste strand, supermarkedet og til ikke at kende alle steder ud og ind. Og ungerne trænger til flere børn, bål på standen og hajer omkring båden.

Vores bådbaby er kommet, vi har kæmpet for at få papirer på ham (og været en smut-flyvetyr til Guadeloupe for at få et nødpas), Christian har arbejdet, vi har fået dækket vores behov for europæisk mad og nu er vi klar. Altså familien er klar. Og har været det længe.

Båden trængte til en kærlig hånd

Det var båden til gengæld ikke. Den har trængt til en kærlig hånd efter mange måneders stilstand i den meget beskidte lagune her på St. Martin. Og den skal være klar til Atlanterhavskrydset om cirka en måned.

Skipper har haft travlt. Han har været i masten tre gange og har skiftet både pærer i navigationslys og ankerlys og monteret nyt bakstag, rorkablerne er skiftet, skottet forstærket, motoren har fået skiftet diverse filtre og olie, vores nye inreach er aktiveret og vi burde nu have let adgang til vejrmelding og have mulighed for at sende 40 sms'er om måneden (også på det store hav), der er købt nye vanddunke og gjort klar til både diesel og vandpåfyldning.

Vasketøjet er klaret og vi forventer (optimistisk) ikke at vaske igen før vi rammer Azorerne om 7-8 ugers tid.

Vi har skaffet en gasflaske mere og alle fire flasker er fyldt. Vi mangler at skrabe bund. Vores bund er langhåret og nærmest levende. Men det bliver fikset i renere vand i Marigot Bay inden vi sejler.

Første tur med vores bådbaby

Turen vi har foran os nu er første tur med vores bådbaby. Meget afhænger af denne tur. Derfor føles det godt, at forudsætningerne for at turen bliver god er helt i top.

Når vi kaster anker på Bahamas, efter et kort stop på BVI's, om 5-6 dage, skal der evalueres og tages stilling til den lange tur over Atlanten.

Skal vi sejle den sammen alle seks eller skal familien splitte op og lade halvdelen sejle og den anden halvdel flyve.

Det er en vigtig beslutning og den fylder meget hos alle ombord. Derfor trænger vi også til afgang. For vi aner ikke hvordan det er at sejle som en familie på seks. Og det vil vi ret godt finde ud af.

Man kan da ikke sejle på en fredag

Vi er altså så klar. Både besætning og båd. Men man kan åbentbart ikke sejle fredag. Overtro har aldrig styret os.

Men sejler-overtro, dét skal man åbenbart ikke spøge med. Så nu er afgang udsat til lørdag. Og selv teenageren her på båden, som har tigget og bedt om at komme videre, er helt indforstået med "at man da ikke sejler på en fredag".

Familien Rosentoft samlet på badeplatformen. Foto: Cille Rosentoft.

Skipper Christian i cockpittet i gang med at skifte rorkablerne. Foto: Cille Rosentoft.

Familien Rosentoft

Christian Rosentoft 39 år, Cille Rosentoft 39 år, Gustav på 15, Bertram på 11, Liva på 8 og lillebror Sylvester på snart 5 uger. Sylvester blev født her på St.Martin og er en vaskeægte bådbaby.

Sådan har familien sejlet siden 2016:

Vi sejlede fra Svanemøllen i Danmark i august 2016 med planer om en tur jorden rundt. Planerne blev dog ændret og vi har i stedet brugt de sidste 20 måneder på at opleve dele af den store verden og have tid til at møde mennesker og kulturer. 

Vi har siden vi krydsede Atlanten været på Barbados, St.Vincent og Grenadinerne, Grenada, Martinique, Dominica, Guadeloupe, Montserrat, Saba, St. Martin, St.Barth, Tobago & Trinidad, Bonaire, Curacao, Aruba, Colombia, San Blas, San Andrés, Jamaica, Cuba, Turks & Caicos og nu St. Martin igen. 

Om et par dage trækker vi ankeret op og sætter kurs mod BVI's og derefter Bahamas, hvor vi regner med at cruise rundt den næste måned. 

Derefter er der et Atlanterhav der skal krydses. Måske med en samlet besætning på 6 - måske med en halv besætning sejlende og den anden halvdel flyvende. Det vil tiden - og turen til Bahamas - vise.

Sikkert er det dog, at hele familien sejler ind i Svanemøllen havn til sommer. Så starter et nyt eventyr i en dansk hverdag med skole, sengetider, sko og tykke sweatre.