Søster til savnet sejler: Han var erfaren og yderst forsigtig
Sejleren havde helst kysten i syne, når han begav sig på vandet. Eftersøgningen er mandag indstillet, og familien lever nu i håbet om, at manden har reddet sig selv i land.
- Min bror var både en erfaren og yderst forsigtig sejler, som bestemt ikke tog nogen chancer. Som han sagde, havde han det bedst med at sejle, så han stadig havde kysten i syne.
Redningsvest var ikke i båden
Trods den ellers klare sikkerhedspolitik var redningsvesten ikke en fast del af sejlerens påklædning - men måske var denne tragiske lørdag alligevel en undtagelse:
- Han var ikke den, der brugte sin redningsvest ofte, desværre. Men den var ikke at finde, da politiet gennemgik båden, og det er blevet lidt et mysterium, forklarer Hanne Ketty Pedersen, der samtidig understreger, at broren på ingen måde var psykisk ustabil.
I stedet nød han synet af feriedage i horisonten, og havde blandt andet tilbragt selvsamme lørdag med en god barndomskammerat.
Svært at indse
Sammen med resten af familien lever søsteren nu i håbet om, at sejleren har reddet sig selv i land - ikke mindst efter at Forsvaret mandag eftermiddag besluttede at indstille eftersøgningen.
- Personligt er det svært at indse, at han nok ikke er mere, men håbet sidder der stadig om, at han måske er kommet i land, understreger Hanne Ketty Pedersen.