Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
James Johnsen har meget erfaring og hjælper F-One med at udvikle nye foils og kites. Foto: F-One.

James Johnsen fra Aarhus er verdens bedste til at kite med foils

47-årige James Johnsen er blandt verdenseliten i at kitesurfe med foils og vandt VM i Aarhus. I et interview med minbaad.dk fortæller han om starten på karrieren og generationsskiftet for kitesurfere.

Af Maria Ravn Jürgensen |

I sommers vandt James Johnsen VM på hjemmebane i Aarhus, i både masterklassen (+35) og grand master (+45), og hans cv tæller flere DM-titler samt EM-titler.

Foils tog fart

Interessen for kitesurfing startede som 10-årig, hvor James på en ferie med forældrene i Italien prøvede windsurfing. Som 11-årig fik han sit første surfbræt til windsurfing i fødselsdagsgave og interessen er kun vokset siden. 

Det var dog først da kitesurfing kom til, at James virkelig fik øjnene op for livet på vandet:

- Først gad jeg ikke rigtig kigge på kitesurfing, men så kom der nyt grej, og man surfede mere moderne freestyle, og det var mere mig, forklarer James Johnsen til minbaad.dk, som de sidste 5-6 år har sejlet med foils, efter en dygtig amerikaner viste at det var muligt at sejle med vinden, også i hård luft, og lige siden har kite foils taget fart.

James har da også vundet DM de sidste fem år.

Sådan så det ud ved VM i Aarhus i august.

Wow-oplevelse med kite

Da James bliver spurgt om hvordan man kommer i gang med at kitesurfe er svaret klart:

- Kurser, der findes mange kurser rundt omkring, hvor man for det første lærer at håndtere kiten, forklarer han og sammenligner det at lære at kitesurfe med at lære at stå på ski

- Jeg plejer at sammenligne windsurfing med ski og kitesurfing med snowboard. Når man kommer op på toppen af bakken med snowboard på, så har man brug for instruktion. Ens fødder er spændt fast og det er noget andet end ski, forklarer han.

James forklarer dog også, at mange lærer at stå på snowboard forholdsvis hurtigt, sådan er det også med kitesurfing. Det er svært i starten hvis man er alene, men man får hurtigere en wow-oplevelse end i windsurfing.

- Det er fuldstændig ligemeget om man ved meget eller lidt om sejlads. Jeg plejer at sige at sejlerfolk skal nulstilles, men de er vant til at være på vandet og er trygge, samtidig kan de orientere sig og ved hvor vinden kommer fra, men det er noget helt andet at kitesurfe end f.eks. jollesejlads, forklarer han.

Håber på generationsskifte

Alderen sætter ikke en stopper for den erfarne kitesurfer, men han håber da på at flere unge vil prøve kræfter med kite

- Jeg håber på, at der kommer et mere seriøst sejlermiljø, det ville være fedt. Men det er svært at samle folk, især de unge, hvor folk går op i det. Der mangler ligesom den unge klike hvor det er det de bare gerne vil, fortæller James og forsætter

- Lige nu er det voksne der sejler, og de har en masse andre ting. Jeg er ofte den eneste som træner ud for Kaløvig, men jeg håber på der kommer flere unge, fastslår han.

Fart over feltet

En fordel for kitesurfere er at de er meget mobile når det kommer til sejlområder på vandet. Surferne kan hurtigt flytte sig hvis vinden er dårlig, f.eks. ved fralandsvind hvor kastevinde kan være farlige for sejlerne. Det skete under VM i Aarhus, hvor der en dag var kraftig fralandsvind, men sejlerne måtte ikke flytte sig, og skulle sejle VM i dårlige vindforhold.

Indenfor kitesurf er to klasser, formulaklassen og Open Class. Formula er det der skal sejles når kite forhåbentlig kommer på OL-programmet i 2024. Open Class er James favoritklasse, hvor der er åbent for alt udstyr, og han kalder det en udviklingsklasse.

I dag er James med til at udvikle nye foils og kites for F-One

- Jeg er med til at udvikle, så de nye foils bliver mere konkurrencedygtige, fortæller han.

Sådan ser grejet ud. Foto: F-One Hydrafoil

James Johnsen på toppen af podiet ved VM i Aarhus. Foto: Sailing World Championship Aarhus.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader