Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt

Anden Verdenskrigs største krigsforlis i dansk farvand er opklaret

Et af de mest eftersøgte krigsskibe er nu fundet på 177 meters dybde. Det er Sea War Museum Jutland, der står bag opdagelsen.

Af Sara Sulkjær |

Sea War Museum Jutland har på en ekspedition i Skagerrak fundet vraget af det tyske troppetransportskib M/S Pionier, som blev sænket den 2. september 1940.

Skibet var på vej fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge med 823 mænd og kvinder om bord inklusive besætningen, da det nord for Skagen blev ramt af en voldsom eksplosion og hurtigt begyndte at synke.

Det skriver museet i en pressemeddelelse. 

Tysk propaganda skjulte årsag

Forliset kostede 338 af de ombordværende livet og var dermed den alvorligste krigsbegivenhed, som ramte de tyske styrker i Danmark under den fem år lange besættelse.

Ifølge britiske oplysninger var det ubåden HMS Sturgeon, som med en torpedo sendte Pionier til havets bund, hvilket hårdnakket blev afvist af den tyske propaganda.

Den hævdede, at skibet enten sejlede på en mine, blev ramt af sabotage eller blev offer for en kedelsprængning. Det sidste var i virkeligheden helt usandsynligt, da Pionier ikke var et dampskib, men havde en stor sekscylindret dieselmotor.

Briterne får ret

Efter krigen har forliset givet anledning til mange gisninger, og vraget af Pionier har længe været et af de mest eftersøgte i Danmark. Danske og udenlandske dykkere har dog hver gang søgt de forkerte steder.

Sea War Museum Jutland fandt Pionier 15 sømil fra Skagen på positionen 057° 58.368' N, 010° 51.551' E, hvilket er væsentligt længere mod øst end hidtil antaget. Vraget ligger på 177 meters vanddybde, hvilket gør det meget vanskeligt tilgængeligt.

- Vores scanning af vraget underbygger de britiske rapporter. Agterskibet mangler, og alt tyder på, at skibet er blevet revet midt over af en torpedo. Den agterste del er sandsynligvis sunket med det samme, hvorefter den forreste del er drevet langt mod øst, før den sank. Vi fandt den ganske vist i internationalt farvand, men helt inde på svensk sokkelområde, siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

M/S Pionier var et moderne motorskib på 3285 bruttotons, der blev bygget som køleskib til rederiet F. Laeisz i Hamborg i 1933.

De første år sejlede det med bananer fra Cameroun til Europa, men i 1940 blev det rekvireret af den tyske krigsmarine og indsat som troppetransportskib mellem Danmark og Norge.

Skibe måtte blive på afstand

På sin sidste tur medførte Pionier en blandet skare bestående af søofficerer, flypersonel og sygeplejersker samt et større kontingent tyske alpejægere, der var på vej tilbage fra orlov.

Vindstyrken var 7 til 8 med høj søgang, og da der straks efter eksplosionen udbrød brand om bord, udspillede der sig hjerteskærende scener.

Skibet fik hurtigt slagside til bagbord og sank med agterenden først, men på grund af branden og store mængder olie på havoverfladen kunne ledsagende og tililende skibe ikke komme tæt på.

De måtte nøjes med at samle overlevende op fra vandet og fra redningsflåder.

En krigergrav

De overlevende blev bragt ind til Skagen og Frederikshavn, men 93 blev aldrig fundet. Den 6. september 1940 blev 245 tyskere begravet på Frederikshavn Kirkegård i krigens største massegrav i Danmark.

Nogle af de omkomne er formodentligt gået ned med vraget, som derfor må betragtes som en krigergrav. 

HMS Sturgeon deltog senere i jagten på slagskibet Bismarck, og fra den 11. oktober 1943 til den 14. september 1945, var hun udlånt til den hollandske marine, hvor hun gjorde tjeneste under navnet ”Zeehond”.
Motor
content-loader
content-loader
content-loader