Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det var fra denne 26 fods båd, at Kim Specht faldt i vandet, da han lagde storsejlet sammen.

Kim lå i vandet i 6,5 timer efter sin sejlbåd - nu forklarer han sig

51-årige Kim Specht faldt i Ringkøbing Fjord i fredags og var minutter fra at dø. I redningshelikopteren var temperaturen nede på 32 grader. Nu fortæller han sin version for at undgå misforståelser.

Af Troels Lykke |

Kim Specht, der sejlede med redningsvest, da han faldt i vandet fra sin 26 fods båd, forklarer nu på sin Facebookprofil:

Som flere nok ved, blev vi (jeg, red.) fredag aften ramt af en alvorlig ulykke på "Rattler". Inden fejlagtigte avisartikler og rygter tager over, får I en meget kort version fra mig.

Fredag eftermiddag sejler jeg alene mod Hvide Sande. Båden skal sluses ud, for med Kristians (Kims søn, red.) hjælp at sejle til Limfjorden lørdag.

Kort efter Nordhage (i det sydlige Ringkøbing Fjord, red.) bjærger jeg sejl. Under sammenlægning af storsejl bliver jeg slået over bord, mens det blæser 6-8 m/sek.

Kan ikke komme ind i båden

Får fat på hækstaget (et tovværk, red.), men har ingen mulighed for at komme ind i båden, da den er i fart for motor (med 2,5 knob, hvilket er et stort tryk ifølge Kim, red.).

En enkelt gang mister jeg taget i båden, men da selvstyreren ikke er aktiv, sejler den en stor cirkel og vender tilbage.

Jeg prøver over de næste timer adskillige gange at komme om bord, men det mislykkedes. Ca. Kl. 01.00, og efter 6,5 timer i vandet, taber jeg båden igen.

Det lykkedes endnu en gang at fange båden. Denne gang fik jeg roret sparket på tværs, og fik mig kæmpet op.

Sidste chance ellers var det slut

Til minbaad.dk forklarer Kim Specht sent tirsdag aften:

- Båden gik først på grund lige inden, helikopteren var fremme. Det var min vilje til at overleve, der fik mig op. Jeg vidste, at det var sidste chance. Tabte jeg båden igen, var jeg sikker på, at det var slut. Da jeg først var i båden, gav kroppen op. Var lammet i det meste af kroppen. Kunne ikke komme til plotteren for at give en position.

Da jeg er i cockpittet, kan kroppen ikke mere. Ringer til min søn, der slår alarm. Helikopter og redningsbåd finder mig 02.30 (i den nordlige ende af Ringkøbing Fjord, red.)

Bliver sejlet til Hvide Sande, hvorefter jeg blev fløjet til traumecenteret på Skejby Sygehus. Jeg er nu langt om længe overført til Herning.

Blodprøver, blodtryk og temperaturen er ved at stabilisere sig. Jeg har startet genoptræning, og har taget de første 10 svære skridt med hjælp fra et par søde fysioterapeuter og et gangstativ.

Jeg bliver nok nogle dage endnu, men det fysiske skal nok komme sig igen. Når det er gjort, kommer turen til at få bearbejdet den lange nat på fjorden.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg kan sidde og skrive dette nu. Tak til dig Kristian, for at du fik mig hjem. Betina og Holger for jeres hjælp natten til lørdag.

Hvide Sande Redningsstation, helikopter, Skejby Traumecenter og intensiv. Herning Sygehus.

Det var den korte version, og vil bare slutte af med at sige som en af mine helte.

I'LL BE BACK....

Ses snart på vandet.

Kim

Bork-sejleren, der altid sejler med redningsvest, forklarer efterfølgende, da vi spørger ham, hvad han har lært af episoden:

- Hækken på båden skal bygges om for at lette arbejdet med at komme ombord eller at hjælpe en op af vandet. Der sidder bagstag, hækstag hele vejen over. Måske en stige, og altid livline på dækket ved solo.

Sådan ser Kim Spechts båd ud fra Bork Havn. Privatfoto

Motor
content-loader
content-loader
content-loader