Sikkerhedsguide til søs - Furuno giver et overblik

Der findes en mængde elektroniske alarmeringssystemer, og det kan være svært at finde ud af hvad der kan hvad. Furuno bringer her en guide, hvor de ser på VHF, AIS, EPIRB og Satellitkommunikation.

Mobiltelefon - falsk sikkerhedsfølelse

Mobiltelefoner er helt uundværlige i tilværelsen, men det er ikke sikkerhedsudstyr til brug på havet. Vi tænker ikke meget over det til hverdag, men dækningen forsvinder hurtigt så snart man kommer bare en smule væk fra kysten.

Herudover er de sjældent vandtætte og kan være svære at betjene om bord, særligt hvis man har kolde fingre.

VHF Radio

Den mest klassiske elektroniske nødmelding er radioen. Her kan man på nød- og opkaldskanalen kanal 16 kalde om hjælp til de omkringliggende fartøjer.

Man kan også benytte DSC Distress Call (Digitalt VHF signal) og sende en nødmelding ud og derefter tage dialog med de nærmeste fartøjer.

Afhængig af din og modtagerens antennehøjde, vejr og atmosfærsiek forhold vil rækkevidden for et VHF signal typisk være 15-20 sømil, til tider endnu længere.

Fordelene ved en VHF Radio er tovejskommunikationen, hvor der er mulighed for at forklare situationen eller tale med en læge.

Der er samtidige moderate installationsomkostninger, men kan også bruges til andet end nødkald.

Nogle ulemper ved VHF'en er den begrænset rækkevidde, samt at den kræver betjening da den ikke sender data automatisk, og kan heller ikke aktiveres automatisk.

AIS

Nært beslægtet til VHF'en er AIS (Automatic Identification System). AIS er et digitalt VHF signal, der udsendes af alle større skibe samt mange men ikke alle lystfartøjer.

AIS signalet indeholder en masse data om det enkelte skib: kurs og fart samt en mængde anden information, som eksempelvis skibets navn, MMSI nummer, hjemhavn og mange andre oplysninger.

I en nødsituation kan man bruge sin AIS sender til at sende et nødsignal, som vil blive vist på omkringliggende fartøjers kortplottere.

AIS signalet har samme rækkevidde som VHF'en, dog kan et digitalt signal ofte række længere end analog tale.

For at kunne modtage et AIS nødsignal kræves en VHF radio med AIS modtager. For at kunne sende et AIS nødsignal kræves en AIS sender. Bemærk, noget udstyr kan kun modtage AIS signaler, mens andet kan både sende og modtage. AIS MOB nødfyr kan kun sende signaler.

Man kan også få personlige AIS MOB (mand over bord) enheder. Det er små AIS sendere, der sender et nødsignal (enten ved manuel aktivering eller ved kontakt med vand). De kan typisk placeres i redningsveste eller i let tilgængelige lommer. Disse små AIS sendere kan kun sende og ikke modtage AIS signaler.

Disse MOB enheder er ofte også udstyret med et kraftigt flash-lys til nærsignalering. Nogle modeller har også DSC (Digital Selective Call), så man kan sende nødsignalet til et specifikt skib (typisk sit eget skib).

EPIRB

Emergency Position Indicating Radio Beacon, er et nødfyr, der sender nødsignaler ud via det internationale COSPAS/SARSAT satellitnetværk.

Når en EPIRB aktiveres, vil det nærmeste Redningscenter (JRCC) blive alarmeret (I Danmark er det det, der tidligere hed SOK), og de vil iværksætte en eftersøgning.

En EPIRB er også udstyret med en nødradiosender (121,5 MHz) til at signalere eftersøgende skibe og fly i nærheden om dens nøjagtige placering.

COSPAS/SARSAT satellitnetværk er globalt dækkende. Ulempen kan være, at reaktionstiden kan være noget længere end ved AIS.

Det skyldes at nødsignalet først skal registreres af en satellit, og så skal signalet via et Redningscenter, før en eftersøgning bliver sat i gang. Til sammenligning kan et AIS signal ses med det samme af omkringliggende fartøjer.

Til erhverv er der lovkrav om at de skal have installeret EPIRB om bord. Disse EPIRB'er fås også i udgaver til lystsejlere.

Til lystsejlere fås også små håndholdte personlige enheder (PLB - Personal Locator Beacon), der ikke er større end de gamle Nokia mobiltelefoner. De kan bæres overalt.

Satellit

Satellitkommunikation om bord kan naturligvis også bruges til nødmeldinger. Teknologien er blevet bedre og billigere i de senere år, og er derfor også blevet mere udbredt.

I dag fås de helt ned som håndholdte telefoner, og er derfor interessante for lystsejlere. Der findes flere typer teknologier, men for lystsejlere er det primært Inmarsat og Iridium, der bliver benyttet.

Forskellen er i store træk, at Inmarsat ikke dækker i polarområderne, mens Iridium virker over det hele, i øvrigt også i bjerge og ørkener rundt omkring, og er derfor meget udbredt hos nødhjælpsarbejdere, militæret og eventyrlystne, der kommer i afsides dele af verden.

Det er muligt at udvide med faste installationer (dockingstation, fast antenne m.m.), der kan gøre betjening muligt om læ.