Gå til hoved-indhold
For turisterne er det en anderledes oplevelse at bruge ferien på en båd. Foto: Handbjerg MarinaHavne
For turisterne er det en anderledes oplevelse at bruge ferien på en båd. Foto: Handbjerg Marina

Sejlere udlejer båden til beboelse i Handbjerg - får 70% af overskuddet

Turister i Limfjordsområdet kan nu skifte sommerhuset ud med en bådferie i havn. Private stiller deres båd til rådighed, hvorefter Handbjerg Marina håndterer selve udlejningen.

Af Sara Sulkjær |

Flotte både, der er tvunget i dvale af travle ejere, og turister, der med drømmende blikke lader øjnene hvile på de selvsamme sejl- og motorbåde. 

Et syn, der langtfra er en sjældenhed i de danske lystbådehavne. Også i Handbjerg Marina i bunden af Venø Bugt, Limfjorden, går billedet igen over sommeren. 

Men sådan bør det ikke være. Det mener bestyrelsesmedlem Johannes Ruby, der står bag havnens nye satsning, ’Bo på Båd i Marinaen’. Et koncept, der - præcis som det kendes fra sommerhusudlejning - skal formidle kontakten mellem bådejere og lejere.  

Ejere fra hele landet kan være med

Efter sommerens prøveperiode, hvor 3-4 både var til udlejning, har konceptet vist sig at holde vand. Gæsterne er taget fra marinaen med et smil på læben, mens også udlejerne har været tilfredse med ordningen.  

En ordning, der stiller minimale krav til bådejerne. Som udlejer er det nok at aflevere sin båd i havnen, hvorefter marinaen holder et skarpt øje med båden, byder lejerne velkomne og hjælper dem under deres ophold.

Mens knap en håndfuld udvalgte ejere tog del i udlejningen under prøveperioden, er der nu åbent for samtlige bådejere fra hele landet, når projektet for alvor sætter sejl i maj 2019. 

Her er håbet, at mindst 10-12 sejlere vil hoppe med på udlejningsbølgen. Med et ’no cure, no pay’-fundament kan båden da også surfe på bølgen uden de store omkostninger, da både til udlejning kan ligge gratis i marinaen. 

- Hvis din båd er sådan, at du selv ville kunne finde på at leje den og invitere din ledsager ombord, er den sandsynligvis OK, forklarer Johannes Ruby til minbaad.dk.  

Sejlegenskaber er ligegyldige

Sammen med andre fra havnen står han for den endelige godkendelse af lystbådene, der udelukkende udlejes til beboelse og ikke til decideret sejlads. 

Sejlegenskaberne er dermed ligegyldige i udlejningsprocessen, hvorfor bådene inddeles i tre kategorier, alt efter komforten ombord. 

- Området omkring marinaen er et populært turistområder, så der er grobund for udlejning. Også de mange surfere i området vil have glæde af at leje en båd, så de er tæt på vandet, understreger Ruby. 

I højsæsonen vil de interesserede sandsynligvis kunne hoppe ombord på en båd for mellem 4.200 og 5.300 kroner. En pris, der fastsættes i et samarbejde mellem marinaen og den enkelte bådejer.  

Sidstnævnte vil herefter modtage 70 % af indtægten, hvis han er pladsejer i havnen, og 50 %, hvis han er hjemhørende i en anden havn.

Omkring 30 % vil gå til Handbjerg Marina, ligesom også pladsejere, der stiller deres bås til rådighed for udlejning, vil modtage en andel. 

Skal give indtægter til marinaen

At udlejningsprojektet skal skabe interesse for de 30-40 ledige pladser i marinaen og være med til at finansiere den blot fire år gamle havns udgifter, lægger Ruby ikke skjul på: 

- Det er et spørgsmål om indtægter til marinaen. Men når vi kan gøre det ved at give gæsterne en god oplevelse og lade bådejerne tjene lidt ekstra penge, så er det vigtigt i sig selv, fortæller Johannes Ruby.  

Tirsdag den 18. september klokken 19.00 inviterer Handbjerg Marina alle interesserede til infomøde om projektet. Læs mere om mødet her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader