Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
SUP sporten er i en rivende udvikling, det er en nem og tilgængelig sportsgren som er let at starte i og blive grebet af, lyder det fra SUP-formand i Aarhus. Foto: SUPaarhus

SUPaarhus flytter ind i Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Stand-up-paddling-foreningen SUPaarhus og Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter har indgået en lejeaftale, som giver SUPaarhus mulighed for at flytte ind i sejlsportscentret.

Af Troels Lykke |

Lejeaftalen blev underskrevet tidligere på ugen, hvor foreningen SUPaarhus på en ekstraordinær generalforsamling enstemmigt vedtog at flytte foreningen og dens aktiviteter ind i sejlsportscentret. 

SUPaarhus har hidtil drevet deres forening fra en 20’ container og et udendørs bord-bænke-sæt fra Light House-grunden på Aarhus Ø, men flytter således nu til større og bedre faciliteter i det helt nyopførte Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

- Vi glæder os rigtigt meget til at flytte, siger SUPaarhus' formand, Trine-Cecilia Jensen.

SUP i rivende udvikling

Det er langt fra tilfældigt, at SUP-foreningen nu har fået ressourcerne til at flytte i bedre lokaler:

- SUP-sporten er i en rivende udvikling, det er en nem og tilgængelig sportsgren, som er let at starte i og blive grebet af, og det at kunne flytte i bedre, større og helt nye faciliteter giver os en unik mulighed for at udvikle vores forening.

- Vi har blandt andet længe haft ønske om at etablere en ungdomsafdeling og de supergode faciliteter og bedre sejladsforhold på sikker afstand af færgetrafik og havneindsejlingen gør, at vi hurtigst muligt vil kunne gå i gang med ungdomsarbejdet, fortsætter hun. 

Hos Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter er der også begejstring for de nye lejere:

- Vi glæder os meget til at foreningen SUPaarhus flytter ind, siger bestyrelsesformand, Hans Skou, og fortsætter:

- Sejlsportscentrets formål er at øge kendskabet til sejlsport og søsportsmæssige aktiviteter, og vi er sikre på, at vi med SUPaarhus har fået en forening som sammen med sejlsportscentrets øvrige brugere og vores unikke placering direkte ud til Aarhusbugten vil være med til at få endnu flere aarhusianere ud på vandet.

Fik gennembrud under VM i sejlsport

Aarhus Internationale Sejlsportscenter blev indviet i maj 2018 og er opført med støtte fra AP Møller Fonden, Lokale & Anlægsfonden, Nordea-fonden, Salling Fondene og Aarhus Kommune. 

Sejlsportscentret blev for alvor taget i brug i forbindelse med afviklingen af verdens største kapsejlads, 2018 Hempel VM, i august måned.

Efter afslutningen af VM er flere andre foreninger begyndt at benytte sejlsportscentret til at gennemføre sejlsportsevents, senest under Aarhus Festuge, hvor tre af byens sejlklubber var fælles om at afvikle det traditionsrige Aarhus Festuge Cup for første gang fra Sejlsportscentret.

SUPaarhus vil dyrke fælleskab og udbrede kendskab

SUPaarhus er en forening, der primært har til formål at dyrke stand-up-paddle-surf, og med udgangspunkt i fælleskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til SUP-paddling samt at fremme og styrke vandsportsmiljøet i Danmark. 

SUPaarhus blev stiftet for kun to et halvt år siden, men har allerede nu et samlet medlemstal tæt på 100 medlemmer.

SUPaarhus flytter ind i sejlsportscentret primo oktober 2018.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader