Gå til hoved-indhold
Dragør 2Star, én af de mange shorthand-sejladser, går hvert år rundt om Saltholm. Foto: Dragør SejlklubKapsejlads
Dragør 2Star, én af de mange shorthand-sejladser, går hvert år rundt om Saltholm. Foto: Dragør Sejlklub

Kortere single- og doublehandsejladser fås billigt - se pristjek

Det er ikke dyrt at sejle shorthand i Danmark, viser minbaad.dks undersøgelse. Men vil du have fin middag og finisher-polo, må du til gengæld betale.

Af Sara Sulkjær |

En tur rundt om Fyn eller Sjælland er langt fra et must, hvis ambitionen er shorthandsejlads i dansk farvand. 

Utallige kortere sejladser med én eller to sejlere ombord skydes hvert år i gang i sejlklubberne. Sejladser, der i højere grad bygger på forskellige koncepter med varierende tilbud til sejlerne, hvilket da også tydeligt afspejles i startgebyrernes priser.

Flakfortet koster 

Dyrest er det, hvis stævnen rettes mod Øresund og Flakfortet. Her koster KDY's Øresund 1-2-3 Stars 650,00 og 1.300,00 kr. mere for henholdsvis singe- og doublehand sammenlignet med undersøgelsens billigste sejladser. 

- Vi synes, det er meget for pengene. Udover sejlads og fuld forplejning er det inklusiv havnepenge på Flakfortet, som er en privat ø, samt liveband lørdag aften, plus en fuldførerpræmie til alle, fortæller Dan Ibsen, KDY, til minbaad.dk. 

Den sjællandske klub forlanger 900,00 og 1.600,00 kr. for et startnummer, mens en singlehand-plads i Sjælland Rundt På Indersiden eller i doublehand-sejladsen Dragør 2Star koster 250,00 og 300,00 kr. 

Her skal sejlerne til gengæld selv pakke madkurven, og der er hverken diplom, kasket eller polo efter målgang. 

Ny sejlads i toppen

Også længere mod vest, i Struer, skal pengepungen frem, hvis den nye kapsejlads, 100 mil i Fjorden, skal skrives i kalenderen. Her koster en plads på linjen henholdsvis 750,00 og 1.500,00 kr. 

- Beløbet kan sagtens matche en hvilken som helst anden sejlads af disse typer på en god måde. Når man så kommer ud at sejle i noget af det bedste farvand at sejle kapsejlads i og på den skønneste årstid med årets længste dag lige om hjørnet, så kan det næsten ikke blive bedre, fortæller stævneleder, Otto G. Jensen. 

Bedøm selv, hvorvidt tilmeldingsgebyrerne matcher sejladsernes indhold herunder: 

Singlehand: 

Sjælland Rundt På Indersiden - 250,00 kr. 
Inklusiv: Præmier til alle, gratis overnatning i fire havne og halv pris i Lynæs. Grillen tændes i havnene (medbring selv kød etc.)

Singlehand i Øhavet - 300,00 kr. 
Inklusiv: Moleøl og grillmiddag

Columbus Marine 1+2 Star Cup - 300,00 kr. 
Inklusiv: Havneplads fredag-lørdag og gratis morgenbord

100 mil i Fjorden - 750,00 kr. 
Inklusiv: Gratis havneplads i ugen op til og weekenden efter, morgenmad og frokost fredag, moleøl og gallamiddag lørdag, kontrol af samtlige både samt finisher-polo og diplom for gennemført sejlads

Øresund 1-2-3 Stars - 900,00 kr. 
Inklusiv: Havnepenge til Flakfortet, moledrinks, middag og morgenmad samt mål-hotdogs og moleøl

Doublehand: 

Dragør 2Star - 300,00 kr. 
Inklusiv: Moleøl

Columbus Marine 1+2 Star Cup - 300,00 kr. 
Inklusiv: Havneplads fredag-lørdag og gratis morgenbord

AFI 2Star - 1.200,00 kr. 
Inklusiv: Havneplads i ugen op til og døgnet efter sejladsen, morgenmadsbuffet, selvsmurt madpakke, moleøl, 3-retters festmenu samt polo og kasket til begge sejlere

100 mil i Fjorden - 1.500,00 kr.
Inklusiv: Gratis havneplads i ugen op til og weekenden efter, morgenmad og frokost fredag, moleøl og gallamiddag lørdag, kontrol af samtlige både samt finisher-polo og diplom for gennemført sejlads

Øresund 1-2-3 Stars - 1.600,00 kr. 
Inklusiv: Havnepenge til Flakfortet, moledrinks, middag og morgenmad samt mål-hotdogs og moleøl

Ovenstående er blot et udsnit af de utallige shorthand-sejladser, der sejles i Danmark i løbet af sæsonen. Tilføj endelig oplysninger om flere sejladser i kommentarfeltet under artiklen. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader